Den tidligere Manchester United- og Everton-spiller Phil Neville er kommet i uføre over en række gamle tweets.

London. Den tidligere engelske landsholdsspiller Phil Neville er havnet i stormvejr, efter at han er blevet udnævnt som ny landstræner for Englands kvindelandshold i fodbold.

Det er et par gamle tweets fra Nevilles twitterprofil, @fizzer18, der har fået stor opmærksomhed.

I 2012 skrev Neville blandt andet på Twitter:

- I kvinder har altid ønsket ligestilling, lige indtil det handler om at betale regningerne #Hyklere.

Samme år skrev den tidligere forsvarsspiller for Manchester United, Everton og England:

- Godmorgen mænd. Et par timer med cricket før arbejde er en perfekt start på dagen.

Da en person på Twitter spurgte Neville, hvorfor hans tweet kun var henvendt til mænd, svarede han:

- Da jeg sagde godmorgen mænd, tænkte jeg, at kvinderne ville være travlt optaget af at forberede morgenmad, få børnene klar og rede seng - undskyld, godmorgen kvinder.

De gamle tweets blev bragt i britiske medier, få timer efter at Neville var blevet udpeget som ny landstræner. Han har fået en kontrakt, der løber indtil EM i 2021.

De gamle udbrud fra Neville giver Det Engelske Fodboldforbund (FA) en ny ydmygelse. Før Nevilles udnævnelse var den tidligere kvindetræner Mark Sampson blevet fyret.

Sampson blev beskyldt for upassende adfærd i en tidligere stilling. Han blev også kædet sammen med racistiske ytringer, som førte til hård kritik af FA.

Neville har valgt at undskylde for de gamle ytringer på sociale medier, og han afviser, at kommentarerne er udtryk for "et sandfærdigt og ærligt billede af min karakter eller mine holdninger".

I en pressemeddelelse fra FA forsøger Neville onsdag at fokusere på det sportslige.

- Jeg er helt klar over mit ansvar som landstræner for Englands fodboldkvinder, og jeg er stolt over at få den rolle.

- Jeg glæder mig til at se fremad og vil arbejde utrætteligt på at hjælpe med at bringe succes til holdet, siger Neville.

41-årige Neville var efter sin udnævnelse også beæret over sin nye titel.

- Jeg er stolt over, at jeg får en chance for at stå i spidsen for England. Vi sammensætter et nyt hold af trænere, som kan hjælpe spillerne med at bygge videre på det fremskridt, der er sket de senere år, sagde Neville tirsdag.

England håber at blive vært for EM i 2021. Neville overtager et hold, der nåede semifinalen ved det seneste EM og ligger nummer tre på verdensranglisten.

/ritzau/