Da Brøndby i søndagens top 6-skæbnekamp i Horsens udlignede til 1-1 kunne en større gruppe af de fremmødte tilskuere på Casa Arena ikke holde jublen tilbage.
Og det på trods af, at det var strengt forbudt at være Brøndby-fan i Østjylland søndag.
Fodboldens Appelinstans havde nemlig omgjort Fodboldens Disciplinærinstans' kendelse - der lød på en bøde på 200.000 kroner samt frakendelse af ret til at spille en hjemmekamp med tilskuere pga. sidste sæsons ballade i Horsens - til en sanktion, hvor Brøndby i stedet ikke måtte have tilskuere med til udekampen mod AC Horsens.
Og den sanktion blev ikke overholdt. Spørgsmålet er nu, om AC Horsens eller Brøndby kan se frem til en ny straf som følge af, at der var 3-400 civilklædte Brøndby-fans på Casa Arena søndag?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Vi har ikke forholdt os til det endnu,« lød det fra formand for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov - da B.T. spurgte ham mandag formiddag.
Det er første gang, at en kendelse, som Fodboldens Appelsinstans har afsagt, ikke bliver overholdt - og proceduren herfra er uvis. Ligesom det er uvist, om det overhovedet er disciplinærinstansen, der skal dømme i en eventuel sag.
»Men hvis kendelser, som disciplinærinstansen afsiger, ikke bliver overholdt...det ser vi ikke på med milde øjne. Det så vi senest, da Vejles tidligere cheftræner (Adolfo Sormani, red.) forbrød sig mod en kendelse,« fortæller Jens Hjortskov.
»Der er bestemmelserne i DBU's love, der håndterer straffe, der ikke bliver overholdt. Der er en palette af sanktioner.«

Angående de tilstedeværende Brøndby-fans udtalte AC Horsens' direktør, Kristian Nielsen, søndag:
»Vi må erkende, at Fodboldens Appelinstans har afsagt denne her dom - en helt umulig dom. Så glemte de at tage den scanner med, der skulle vise hvad tilhørsforhold, fansene har. Den kunne vi godt have brugt. Vi havde ekstra visitation på og havde gjort alt, for at der ikke kom nogen ind med Brøndby-tilhørsforhold. Som i også kunne se, var der ikke noget synligt Brøndby-tøj på dem,« lød det fra Kristian Nielsen.
»Men det hjælper jo ikke noget, når vi ikke kan se ind i hjertet på folk og se, hvem de holder med. Det viser i min optik hvor dybt besværlig en dom det er, for vi kan ikke holde fans adskilt på den måde som de har bedt om.«
Brøndby vandt opgøret i Horsens med 3-1 og sikrede sig dermed adgang til medaljeslutspillet.
