Trods sin stjernestatus skal Nicklas Bendtner ikke tro, at han kan valse ind i Rosenborgs startopstilling, når han fredag har afsonet sin voldsdom.

Det er det klokkeklare signal fra den danske fodboldprofils nye cheftræner, Eirik Horneland. Der bliver INGEN specialbehandling.

»Vi er et kollektiv, og vi skal have en kollektiv tankegang. En trup, som arbejder hårdt sammen. Det bliver vores tankesæt,« siger Eirik Hornelund til norske VG.

Han glæder sig til at få sin danske stjerne ud af fodlænken, der holder ham i lejligheden i det indre København.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Bendtner er meget motiveret.«

»Han kommer tilbage i god fysisk tilstand, men han skal indarbejde fodboldbevægelserne. Han skal simpelthen bare i fodboldstøvlerne. Vi må balancere træningen, sådan at han kan tåle den. Mange andre er på et andet niveau, når det gælder det fodboldfysiske,« lyder det fra Rosenborg-træneren.

Og Eirik Horneland afslører desuden, at han har besøgt Bendtner i København.

»Han er meget motiveret efter at komme i gang.«

Københavns Byret idømte i november Nicklas Bendtner 50 dages fængsel for et overfald på en københavnsk taxichauffør tilbage i september.

Den 31-årige fodboldstjerne valgte efter et par dages betænkningstid at acceptere straffen.