Gennaro Gattuso vil have fokus på at løfte Napoli op i Serie A-tabellen for at sikre CL i næste sæson.

Gennaro Gattuso har overtaget cheftrænerposten i kriseramte Napoli onsdag, og han har prioriteterne klar.

For selv om holdet tirsdag kvalificerede sig til forårets ottendedelsfinaler i Champions League, så bliver Serie A højeste prioritet.

- Målet er at indhente point og komme op på Champions League-pladserne (top-4 i Serie A, red.).

- Vi er nødt til at arbejde hårdt, hente nogle point og komme gennem denne svære periode, siger Gattuso ifølge talksport.com.

Napoli er uden sejr i de seneste syv ligakampe, hvilket har sendt holdet ned på syvendepladsen i tabellen. Og der hører klubben ikke til, slår den nye træner fast.

- Det er pinligt at se Napoli, hvor holdet ligger lige nu i tabellen. Dette hold har, hvad der kræves for at slutte i top-4, siger han.

Den nyudnævnte træner havde som spiller fornøjelsen af at spille under Carlo Ancelotti, som han netop har overtaget trænersædet i Napoli fra.

Ancelotti var træner for Milan fra 2001 til 2009, hvor Gattuso i hele perioden var en profil på Milans centrale midtbane.

- Carlo Ancelotti er som en far for mig. Han har altid stået mig nær og støttet mig. Han har vundet alt, og jeg har stadig meget at bevise, siger Gattuso om sin forgænger på posten.

Gattusos første opgave i spidsen for Napoli bliver hjemmekampen mod Andreas Cornelius' Parma på lørdag.

/ritzau/