Inden Gareth Southgate blev ny engelsk landstræner, måtte han en tur omkring en psykolog. Det engelske fodboldforbund FA ville være sikre på, at Southgate var robust nok til den krævende rolle, inden man tegnede en fireårig kontrakt med ham.

Psykologbesøget får ifølge Talksport den gamle Chelsea-legende Ray Wilkins til at rase.

»Det er skammeligt. Der er tale om en ekstremt intelligent ung mand, som har arbejdet for FA i årevis og lige pludselig skal han igennem en psykologtest. Jeg synes, at det er pinligt og unødvendigt,« siger Wilkins, der tidligere har været assistenttræner i blandt andet Chelsea og for det engelske U21-landshold, og som selv er noteret for 84 landskampe for England.

FAs administrerende direktør Martin Glenn forklarer til Daily Mirror baggrunden at sende Southgate til psykolog, inden man ansatte ham:

»Vi testede Gareth for at undersøge hans mentale styrker og hans beslutningsevne. Vi foretog også nogle baggrundstjek, som I nok kan forestille jer. Som Gareth selv sagde, så er det vigtigt at kunne holde hovedet koldt under pres som engelsk landstræner, det er vigtigt for alle, der har et job med et højt stressniveau.«

Southgate får dog god tid til at forberede sig på sin første rigtige krævende test. England møder Tyskland i marts næste år i en venskabskamp, og få dage senere tager Southgates udvalgte 11 imod Litauen i en VM-kvalifikationskamp.