Lasse Vibe skal kæmpe med Zlatan Ibrahimovic og Markus Rosenberg om titlen som Årets Angriber i svensk fodbold, men den nominering er ikke den sidste hæder, landsholdsspilleren henter i år.

Han er nemlig den næstbedste spiller i den bedste svenske fodboldrække Allsvenskan. Det har Aftonbladet vurderet, og de har kun Markus Rosenberg over Lasse Vibe på listen over de 50 bedste spillere i dette års udgave af Allsvenskan.

- Jo, hurtigheden havde vi jo set inden, men i år havde han så meget mere. Teknisk tog han nye skridt som 27-årig, og en førsteberøring i international klasse gav ham plads til alle de afslutninger, som gav mål, topscorertitel og en plads på det danske landshold. Han lavede også mål der, skriver Aftonbladet i deres vurdering af Lasse Vibe.

Sidste runde i Allsvenskan afgøres senere i dag, og IFK Göteborg og Lasse Vibe ligger til en fornem sølvmedalje efter Malmö FF. Det kræver blot et resultat på niveau med eller bedre end AIK Stokholms, der ligger nummer tre, når IFK Göteborg møder Halmstad.

Andre spillere med dansk interesse ramte også listen, der havde Kevin Stuhr Ellegaard som nummer 18, den kommende FCK-back Ludwig Augustinsson som nummer 27 og den dansk/svenske målmand Robin Olsen som nummer 28.

Se hele listen hos Aftonbladet her.