Han skulle egentlig først skifte til sommer. Så blev han alligevel hentet ind før tid til et halvt års tilvænningsperiode.

Og pludselig står 19-årige Mikkel Kaufmann som FC Københavns førstereserve, når Europa League og 1/16-finalerne mod Celtic blæses i gang torsdag aften.

»Det har været rigtig vildt. For fire uger siden havde jeg nok ikke troet, at jeg skulle stå herinde og spille mod Celtic nu. Det har været hektisk i perioder, men der begynder at komme lidt styr på det, selvom jeg stadig bor på hotel,« siger Mikkel Kaufmann.

Han kunne tirsdag sige farvel til Pieros Sotiriou bare kort efter, at han havde mødt cyprioten første gang.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

FCK-topscoreren er kun underskrifter fra at blive FC Astana-spiller, og det skubber Kaufmann op i angriberhierarkiet efter Dame N’Doye og Michael Santos, så længe Jonas Wind er skadet.

»Det er en situation, hvor der vil komme nogle flere minutter, end jeg lige først havde regnet med. Det tager jeg med et stort smil. Det er jeg kun glad for.«

Er det et pres?

»Det ved jeg ikke. Der er altid pres på, uanset om man kommer ind i de sidste 20 minutter eller starter inde. Jeg ved ikke, om det er et ekstra pres, men det bliver da fedt med ekstra spilletid. Det har jeg ikke noget imod.«

Er du klar til Europa?

»Det er jeg i hvert fald. Det er lidt vildt at tænke på. Jeg tror, jeg kommer til at nive mig selv lidt i armen, når jeg træder ind. Det er en kamp som mange andre, men med en del flere på lægterne, end jeg er vant til. Det bliver sgu fedt,« siger Mikkel Kaufmann.

Han bor stadig på hotel, men han har efter mindre end tre uger alligevel vænnet sig mere til tanken om sit nye liv i København. Et liv, som han ikke lige havde forestillet sig, da efterårssæsonen gik i hi.

»Da jeg først hørte det fra min agent, tænkte jeg ‘wow, kan det virkelig passe?’. Det var lidt uvirkeligt, for jeg havde kun spillet rigtig seniorfodbold i et halvt år. Jeg fik også et chok,« siger Kaufmann og fortæller om præcis det chokmoment.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Jeg var ude at spise med nogle venner, hvor jeg næsten ikke sagde et ord, efter jeg havde hørt det. Jeg sad bare og tænkte på, hvad der skulle ske. Stille og roligt fik jeg snakket med både Ståle og familie og trænere i AaB og kom frem til, at det var en rigtig god mulighed for alle parter.«

Det blev til mere end bare snakken, for FC København valgte at smide omkring 20 millioner kroner for Mikkel Kaufmann. Men inden det blev officielt glemte Mikkel Kaufmann lige at få holdt alle mand opdateret.

»Jeg måtte ikke rigtig sige noget, så det var ret svært at skulle gå rundt med. På en måde var det befriende, at det kom ud. Men jeg havde ikke nået at fortælle mine brødre det, så der var en bror i Sydafrika, der lige skrev, hvad der sker her.«

»Han havde fået det at vide af nogle venner, som havde set, at jeg var på vej til FCK. Det vidste han ikke noget om. Der måtte lige en samtale til om aftenen for at forklare, hvad der var sket,« siger Mikkel Kaufmann.