Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg ser ud til snart at være fortid hos hollandske Ajax.

Kasper Dolberg var ikke med i truppen til lørdagens ligaopgør mod Venlo, og inden den kamp lagde Ajax-træner Erik ten Hag ikke fingre imellem og bekræftede, at danskeren er i forhandlinger om et klubskifte.

»Der er ingen hvid røg, for ellers havde vi rapporteret det, men han taler faktisk med andre klubber. Jeg kan ikke give navne, men han er i vidtrækkende forhandlinger.«

»Når det er overstået, meddeler vi det, ellers meddeler vi, at han vender tilbage og er velkommen,« siger Ajax-træner til mediet FOX Sports ifølge goal.com.

Kasper Dolberg scorede mod PSV Eindhoven i den hollandske Super Cup.
Kasper Dolberg scorede mod PSV Eindhoven i den hollandske Super Cup. Foto: OLAF KRAAK
Vis mere

I interviewet vil Erik ten Hag ikke oplyse, om der i givet fald er tale om et salg eller en lejeaftale til danskeren.

Det er dog ikke mere end et døgn siden, at Erik ten Hag på et pressemøde forud for lørdagens opgør mod VVV Venlo sagde, at danskeren sandsynligvis ville være Ajax-spiller i denne sæson.

Franske Nice og tyske Hoffenheim har i flere medier været nævnt som mulige destinationer for den 21-årige silkeborgenser.

/ritzau/