Der er mindre end et år til, at hele verdens øjne er rettet mod Rusland, når VM i fodbold sparkes i gang. Og nu ligger der så en potentiel bombe og lurer under det russiske fodboldlandshold.

For ifølge engelske Daily Mail så bliver hele det russiske OL-landshold fra Rio i 2016 lige nu efterforsket for doping. Ja, samtlige spillere på OL-landsholdet. Og fire af disse udgør altså det nuværende landshold, som skal forsøge at nå langt ved VM på hjemmebane næste sommer.

Den engelske avis er kommet i besiddelse af dokumenter, der fortæller, at Ruslands OL-fodboldhold bliver efterforsket for doping sammen med mere end 1.000 andre.

Det er første gang, at et helt fodboldhold rammes af sådan en efterforskning, og det kommer i kølvandet på de mange afsløringer af statskontrolleret doping i Rusland, som har været oppe at vende de seneste år, og som også var skyld i, at mange mente, at Rusland skulle forbydes at være med til OL i Rio. Og hvor dele af den russiske OL-delegation da også blev holdt ude.

Daily Mail har set emails sendt til chefen for det russiske dopingtest-laboratorium, hvor der blev diskuteret, hvordan man kunne manipulere tests. Blandt andet blev det beskrevet i en enkelt mail, hvordan man kunne maskere højt steroide-niveau.

Lige nu er der stadig tale om en efterforskning, og hvad der eventuelt vil ske, er der endnu ingen, der ved. Men de nyeste beskyldninger hjælper næppe Rusland efter adskillige afsløringer af statens velvidende om års massiv dopingmisbrug i sport.