Niels Frederiksen ser ingen problemer i, at Martin Retov går fra at være midlertidig cheftræner til assistent.

Martin Retov gik fra at være assistent til midlertidig cheftræner i Brøndby, da Alexander Zorniger blev fyret i februar, og fredag sikrede Retov klubben en plads i Europa League-kvalifikationen, da Brøndby vandt 4-2 over Randers.

Nu bliver Retov igen assistenttræner i klubben. Denne gang for Niels Frederiksen, der lørdag blev præsenteret som ny cheftræner i Brøndby.

Frederiksen forventer dog ikke nogen problemer ved, at Retov nu må gå et skridt ned for at gøre plads til den nuværende U21-landstræner. Tværtimod.

- Jeg har haft nogle rigtig fine samtaler med Martin, og vi går rigtig fint i spænd. For mig er det en kæmpe fordel at have en som Martin med om bord.

- Han kender hele klubben, setuppet og spillertruppen. Han ved, hvad status er, og hvad de har arbejdet på. Han er utrolig passioneret og engageret i det her, så det er en kæmpe fordel for mig. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Frederiksen.

Niels Frederiksen er i øjeblikket træner for det danske U21-landshold.

Han tager over i Brøndby, dagen efter at Danmark er slået ud af EM-slutrunden.

- Jeg kommer ikke til at træne anderledes i Brøndby, end jeg har gjort på U21-landsholdet. Det, der bliver anderledes, er, at jeg har med spillerne at gøre hver eneste dag, så jeg kan påvirke dem og forhåbentlig rykke dem meget mere, end man har mulighed for landstræner.

- Jeg er en type, der kommer til at bruge folkene omkring mig rigtig meget. Jeg vil rigtig gerne drøfte tingene med mit team, og mit team får også et stort ansvar, siger Frederiksen.

Jesper Sørensen, der senest var cheftræner for FC Fredericia, er hevet ind som assistent.

Sammen skal de blandt andet forløse Brøndbys talenter, når de hives op fra klubbens ungdomsafdeling, Masterclass.

Den tidligere cheftræner Alexander Zorniger skabte debat, da han i december udtalte sig kritisk om kvaliteten i ungdomsafdelingen i et interview med TV3 Sport.

Spørgsmål: Er talenterne i Brøndby gode nok til at indgå på holdet regelmæssigt?

- Ja, det synes jeg da. Jeg synes, der er det potentiale og talent, der skal være i forhold til at få gjort spillerne superligaklar på et tidspunkt, siger Niels Frederiksen.

- Det at gøre unge spillere klar er ikke noget, man gør over natten eller på en dag. Det er ikke sådan, at vi ved festlige lejligheder beslutter at gøre sådan og sådan. Det er hårdt arbejde, og det foregår i hverdagen.

- Det er en proces, vi hele tiden skal arbejde med og blive bedre til. Og det er en proces, der er blevet opprioriteret under Retov de sidste tre-fire måneder, siger han.

/ritzau/