Ny bombe under Infantino: Fik millionløn i det skjulte
Pengene skulle ifølge The Times kilder have dækket Gianni Infantinos luksuriøse liv i USA op til VM-slutrunden.

Pengene skulle ifølge The Times kilder have dækket Gianni Infantinos luksuriøse liv i USA op til VM-slutrunden.

Gianni Infantinos årsløn som Fifa-præsident var i 2024 på lidt over 34 millioner kroner.
Officielt. For en ny afsløring viser, at den kontroversielle fodboldboss har fået en ekstrabetaling i millionklassen – som er blevet holdt skjult.
The Times kan nemlig afsløre, at Gianni Infantino udover sin faste hyre som Fifa-præsident også har modtaget løn fra selskabet FWC2026 US Inc., der blev oprettet til at arrangere den del af dette års VM-slutrunde, som foregik i USA.
Alene i 2024 modtog Fifa-bossen, hvad der svarer til 11,5 millioner kroner fra det amerikanske selskab. Det viser amerikanske skattedokumenter ifølge The Times.
Kilder med kendskab til sagen oplyser til det britiske medie, at 56-årige Gianni Infantino skulle have modtaget et tilsvarende eller et større beløb i 2025 og 2026.
Det kan få presset på den i forvejen upopulære Infantino til at vokse yderligere.
For det står i Fifas egne vedtægter, at fodboldforbundet har pligt til at offentliggøre præsidentens løn, bonusser og andre godtgørelser. Og betalingerne fra FWC2026 US Inc. er ikke blevet offentliggjort af Fifa.
»Det er et klart brud på reglerne, hvis han modtager andre beløb fra virksomheder med tilknytning til Fifa, uden at det offentliggøres. Fifas vedtægter stiller krav om fuld gennemsigtighed,« siger Miguel Maduro, som er tidligere formand for Fifas styringsudvalg, til The Times.
Han kræver nu en uafhængig undersøgelse af sagen.
Kilder oplyser til The Times, at de mange millioner, Infantino skulle have modtaget af det amerikanske VM-selskab, blev brugt på at dække udgifterne til hans luksuriøse livsstil i Miami op til VM-slutrunden.
Blandt andet til leje af en villa med havudsigt, som det koster titusindvis af dollar at leje. Om måneden.
»Fifa-præsidentens årlige vederlag, såvel som andre kontraktlige fordele, fastsættes af Fifas kompensationsudvalg,« lyder det fra en Fifa-talsperson i et svar til The Times.
Hvorfor betalingerne fra FWC2026 ikke er blevet offentliggjort af Fifa, giver fodboldforbundet ikke noget svar på.
Gianni Infantino har været Fifa-præsident siden 2016, men har været under stigende beskydning på det seneste. Især efter at han og Fifa i juli fremlagde et kontroversielt forslag.
Idéen gik på at sælge ud af Fifas kommercielle rettigheder til begivenheder som VM, og den fik en hård medfart fra flere kanter – især i Europa.