Både Divisionsforeningen og Spillerforeningen hilser intentionerne i den nye barselsaftale velkomne.

Kan en professionel fodboldspiller holde 11 ugers barsel?

Spørgsmålet er aktuelt, efter Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening er blevet enige om en aftale, hvor både mor og far får 11 ugers øremærket barsel.

Hvis far eller mor ikke bruger sine 11 ugers barsel, bortfalder de ifølge aftalen.

Både brancheorganisationen Divisionsforeningen og Spillerforeningen anerkender over for Berlingske aftalens gode intentioner, men erkender også, at der er udfordringer.

Eksempelvis et tæt kampprogram og høje lønninger gør det umiddelbart vanskeligt for en professionel fodboldspiller at holde 11 ugers barsel.

- Det hele må indgå i vurderingen, og så også en vurdering af, at man ellers godt kan være relativt meget sammen med sine børn i forhold til andre erhverv, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Berlingske.

I Spillerforeningen mener direktør Michael Sahl Hansen at aftalen utilsigtet rammer professionelle fodboldspillere.

- Selv om intentionen i den ny model er god, og den er et stort skridt i den rigtige retning for ligestilling mellem kønnene generelt, så stiller den faktisk vores elitesportsudøveres familier dårligere, siger Michael Sahl Hansen til Berlingske.

Claus Thomsen påpeger, at sporten er sidestillet med andre erhverv, og loven skal følges. Han er optimistisk i forhold til at finde en løsning, hvis eksempelvis en superligaspiller ønsker 11 ugers barsel.

- Der er mange forskellige typer fodboldspillere, og nogen har det som bibeskæftigelse, men hvis vi taler fuldtidsprofessionelle, så kommer vi til at kigge på, hvad de bedste løsninger er i praksis, og det tænker jeg, vi nok skal løse, siger Thomsen.

Thomsen peger blandt andet på, at vinterpausen i Superligaen kan være et oplagt tidspunkt at afholde sin eller noget af sin barsel, hvis man ønsker det.

/ritzau/