At der er tale om kærlighed ved første blik er måske at overdrive.

Men FC Midtjylland har i hvert fald gang i en gensidig flirt med den tidligere brasilianske landsholdsstjerne Vagner Love.

Ifølge B.T.s kilder er Vagner Love en vild mulighed, der arbejdes på hos Ulvene, hvilket også har været beskrevet i det store brasilianske medie Globo.

Globo skriver, at parterne er nået til enighed om en aftale for resten af sæsonen, og at Love, som har FCM-stjernen Evanders far som agent, lander i Herning mandag. Denne oplysning kan B.T. ikke bekræfte på nuværende tidspunkt.

Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Den 37-årige angrebsveteran skulle være udset til at være en mulig forstærkning til angrebskæden hos midtjyderne, som skal i gang med forårssæson, hvor guldet er det store mål.

Vagner Love er både kendt for sit opsigtsvækkende navn, men også for talrige optrædener for store klubber på niveauet lige under den europæiske topklasse. Eksempelvis Monaco, Besiktas og CSKA Moskva.

Derudover – og endnu mere imponerende – kan hr. Love skrive 20 landskampe og fire landskampsmål for Brasilien på cv'et.

Så der vil være tale om vaskeægte verdensklasse-bomber, der lander på heden, hvis FCM og Vagner Love bliver enige om en aftale.

Men altså også en angriber, som er et godt stykke fra tidligere tiders tinder. Det vidner hans seneste klub om. Siden 2020 har Love repræsenteret Kairat i Kasakhstan.

Andre læser også