DR og TV 2 har sikret sig rettighederne til VM i fodbold for mænd i sommeren 2026.

Det meddeler de to tv-stationer i en pressemeddelelse, hvor det samtidig forklares, at parterne deler rettigheder ligeligt imellem sig.

Og aftalen vækker da også stor glæde hos de to tv-stationer.

»Jeg er utrolig glad og stolt over, at det er lykkedes DR at sikre, at alle danskere får mulighed for at se slutrunden i VM-fodbold i 2026. DR er nu i en fuldstændig unik position, hvor vi de kommende år kan give danskerne de allerstørste sportsbegivenheder med både EM og VM i fodbold, De Olympiske Lege og håndbold-VM,« siger mediedirektør i DR Henriette Marienlund og fortsætter:

»Sport er en del af danskerens folkesjæl, og fodbold er noget af det, der stadig kan samle os på tværs og minde os om, at vi er sammen og holder sammen. Derfor hører fodbold-VM i 2026 til præcis, hvor det er endt, nemlig hos hele Danmarks DR.«

De to tv-stationer deler i forvejen rettighederne til VM 2022 i Qatar og har for nylig offentliggjort, at de har købt rettighederne til EM i fodbold 2024 og 2028 samt til De Olympiske Lege i 2022 og 2024.

Fordelingen af kampe mellem DR og TV 2 under VM-slutrunden i 2026 er endnu ikke fastlagt, lyder det.

Rettighederne omfatter både tv, radio og streaming.

VM i 2026 afholdes i USA, Canada og Mexico.