Ny AaB-træner har mørk fortid: 'En lektie for livet'


AaB kæmper for at undgå nedrykning. Og manden, der skal redde dem, bærer rundt på en særlig fortid.
Kristoffer Wichmann er netop blevet præsenteret som ny cheftræner for AaB, efter man fyrede hollandske Menno van Dam.
Wichmann har senest været assistenttræner hos Bundesligaklubben Union Berlin under Bo Svensson, inden han blev fyret.
Men Wichmann gemmer også på en lidt mere dyster fortælling fra sin fodboldkarriere.

I 2013 blev han idømt seks måneders karantæne for uetisk adfærd, efter han forbrød sig mod matchfixingreglementet., da det viste sig, at han havde spillet penge på et opgør, han selv var en del af, da han spillede for FC Vestsjælland. Sagen vakte opsigt dengang, da det var den første af sin slags i Danmark.
»Der er en sag, som stadig er en del af hans bagage - men det er efterhånden mere end 12 år siden, så vi må lade tvivlen komme ham til gode og gå ud fra, at han har lært en lektie for livet,« lyder det fra B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
Wichmann skabte sig en fodboldkarriere, der for det bedste blev tilbragt på landets næstbedste række, inden han i 2019 fik sit første trænerjob i HIK.
Her blev han købt fri af 1. divisionsklubben Kolding, inden han tog med Bo Svensson til Berlin.
»Det er et opsigtsvækkende valg - både når man kigger på hans historik og hans manglende erfaring som leder på øverste niveau,« forklarer Vøge.
Wichmann vender dog tilbage til rødderne, han er fra Nordjylland og spillede for AaB i sine tidlige ungdomsår.
Men det gør det ikke lettere.
»Han skal nu ind og løse en akut opgave, som historisk set plejer at blive lagt i hænderne på meget mere garvede trænere, der kender mekanismerne og kan skabe hurtig effekt.«
»Så det er et stort sats af AaB - men jeg kan egentlig godt lide det. Med klubbens udenlandske ejerskab og mange eksotiske indkøb in mente havde jeg frygtet en Peter Hyballa-lignende ansættelse,« siger Vøge og slutter:
»Wichmann er angiveligt et stort trænertalent, og det bliver spændende at opleve ham i Superligaen. Og så må nordjyderne bare bede til, at det ikke kun bliver til fem kampe i landets bedste række.«
AaB er i skrivende stund tre point over nedrykningsstregen.