Nedtællingen er i gang.

Gareth Bales tid i Real Madrid er ved at rinde ud. Kun måneder kan der være tilbage af det ulykkelige ægteskab.

Ifølge kilder tæt på mediet AS, der følger den spanske storklub tæt, 'planlægger waliseren at forlade Real Madrid'. Sådan lyder det søndag i en artikel.

Forholdet mellem spiller og klub har da også efterhånden udviklet sig nærmest absurd.

Gareth Bale var lørdag med for Wales mod Aserbajdsjan i EM-kvalifikationen.
Gareth Bale var lørdag med for Wales mod Aserbajdsjan i EM-kvalifikationen. Foto: AZIZ KARIMOV
Vis mere

Gareth Bale har ikke spillet eller trænet i Real Madrid siden 13. oktober, og træner Zinedine Zidane har sagt, at midtbanespilleren 'ikke er skadet, men heller ikke til rådighed'.

Lørdag aften var han dog med for Wales i en EM-kvalifikationskamp mod Aserbajdsjan – 34 dage efter sin seneste optræden for Real Madrid. Se højdepunkter fra Wales-kampen øverst i artiklen

Ifølge AS er Gareth Bale 'bevidst om udfordringerne ved et januar-skifte og kigger i stedet efter en udvej til sommer' i forhold til fremtidsmulighederne. »Kina ser ud til at være den eneste mulighed,« lyder det videre.

Ifølge mediet er der nemlig tre fundamentale faktorer, der er med til nærmest at udrydde feltet af mulige aftagere blandt europæiske topklubber:

  • Løn: Gareth Bale tjener lige omkring 130 millioner kroner om året – og er angiveligt ikke villig til at gå ned i årsindkomst.
  • Skader: Der har været mange, rigtigt mange. Siden skiftet til Real Madrid i sommeren 2013 har waliseren kun været med i 51,81 procent af klubbens officielle kampe.
  • Alder: Han er 30 år. Han fylder 31 år til sommer.

Kontrakten mellem Real Madrid og Gareth, der blev klubbens dyreste indkøb nogensinde, udløber først i sommeren 2022, om knap tre år, så der skal en transfersum på bordet fra en anden klub for at fremprovokere et skifte. AS skriver videre, at på trods af den fastlåste situation vil klubledelsen dog ikke bare acceptere ethvert bud, slet ikke i januar.

Selv har Gareth Bale ikke lagt skjul på, hvad han føler i forhold til sit fodboldspil.

»Jeg synes helt sikkert, at det er mere spændende at spille for Wales. Jeg har spillet sammen med de fleste af de ældre spillere siden U/17-tiden. Det er som at spille med kammeraterne i parken om søndagen. Med Wales kan jeg tale mit eget sprog og føle mig mere tilpas,« lød det fra spilleren forleden i Guardian, med tilføjelsen:

»Men det ændrer ikke på, hvad jeg gør på banen. Jeg giver mig altid 100 procent, hvor end jeg er. Det er det, jeg tilstræber.«