Kommentar af Morten Crone, fodboldredaktør BT

Der er oplevelser, der giver større tro på fremtiden end andre. Sejren over Serbien var en af dem, og jeg ser tegningen til noget, der kan gå hen og blive virkelig sjovt. Eller: Det er det faktisk allerede.

Især inden pausen spillede Danmark det bedste, det har gjort i meget lang tid – måske siden 2-2-kampen mod Italien i det tidlige efterår 2013 – og for første gang i ni kampe var det ikke dem, men os der kom foran. Nå ja, det kunne jo så være undtagelsen fra reglen, og man skal altid huske ikke at lade sig rive med af enkeltstående tilfælde, men som jeg også skrev inden kampen i går, kunne det jo også være det første spæde tegn på, at det danske landshold igen er ved at ramme noget interessant.

Danmark havde mod Serbien et spændstigt landshold med en hel del spændende individualister, der i modsætning til modstanderen også fungerede i et kollektiv, og på en dag hvor Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen (desværre igen) ikke levede op til det niveau, de i perioder har vist, var det nogle af de nye, der tog over.

Yussuf Poulsen stemplede ind med en vidunderlig scoring og flere gode raids op ad højrekanten, der bragte tankerne tilbage på Dennis Rommedahl, da han var bedst. Hurtig, udfordrende, men med bedre fysik og færre skæverter, og fortsætter han sin udvikling med masser af spilletid i 2. Bundesliga, frem for at udnytte hypen og skifte til en bænk i en større klub, kan han blive fast mand på den danske højrekant i mange år fremover.

Pierre-Emile Højbjerg ligner allerede en af landsholdets mest rutinerede spillere, og har gjort det fra den dag, han kom med, og jeg må, hver gang jeg skal skrive om ham tjekke, at han stadig ikke har rundet de 30, men endnu kun er 19 år gammel. Jeg forstår det ikke.

Morten Olsen har før været længe om at give de unge spillere den egentlige chance på landsholdet, men især efter den triste VM-slutrunde i 2010, hvor han satsede på de ældre spillere, har han været hurtigere til at give dem spilletid. For et års tid siden hørte jeg ham tale om, at unge spillere i dag er mere rutinerede, end de var før i tiden, fordi de fra en yngre alder indgår i konkurrenceprægede elitemiljøer. Den erkendelse og en imponerethed af indsatsen i træningslejren gjorde, at Morten Olsen også turde sætte 19-årige Andreas Christensen fra Chelseas reservehold ind i stedet for William Kvist, da der manglede et kvarter, og den daværende 1-0-føring skulle holdes. Den opgave løftede han naturligvis, og min klare fornemmelse er, at hvis Pione Sisto eller Viktor Fischer var blevet bedt om at komme på banen fra bænken, havde også de løftet deres opgaver.

De kommende uger vil vi skulle se et dansk U21-landshold konkurrere med de bedste af deres jævnaldrende ved EM i Tjekkiet. Mange af de spillere vil vi også komme til at se på A-landsholdet inden for de nærmeste år, og vi vil se det samme, som vi så i aftes mod Serbien.

Energiske og dynamiske spillere med mod til at bryde kæderne og trangen til at stemple ind og gøre en forskel. Jeg ved, at de egenskaber imponerede trænerteamet i ugen op til kampen, og efter i aftes er jeg slet ikke i tvivl om hvorfor.