Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo betegner 2018 som sit sværeste år på grund af en voldtægtsanklage.

Juventus-angriberen blev i september sidste år beskyldt for en voldtægt begået tilbage i 2009 i Las Vegas, men sagen blev for nylig droppet af anklagemyndigheden på grund af manglende beviser.

Tirsdag talte Ronaldo ifølge nyhedsbureauet AFP om sagen på portugisisk tv.

»Når folk sætter spørgsmålstegn ved din ære, så gør det ondt.«

»Det gør hovedsageligt ondt, fordi jeg har en stor familie, en kone og et intelligent barn, der forstår mange ting,« sagde Cristiano Ronaldo.

For flere år siden indgik Ronaldo et forlig med kvinden, der står bag anklagen mod ham.

Portugiserens advokat, Peter S. Christiansen, har tidligere forklaret, at forliget blev indgået for at få fred for sagen. Det skulle ikke anses som et udtryk for, at Ronaldo var skyldig.

Anklagemyndighedens beslutning om at droppe en retssag anser Cristiano Ronaldo som en frifindelse.

»Det her er en sag, som jeg ikke har det så godt med at udtale mig om.«

»Men endnu en gang er min uskyld blevet bevist. Det gør mig stolt,« sagde Ronaldo tirsdag aften.

Cristiano Ronaldo har tidligere spillet for Manchester United og Real Madrid. For et år siden skiftede han til Juventus. Fem gange er han blevet hædret som verdens bedste fodboldspiller i Ballon d'Or-kåringen.

/ritzau/