Neymar står nu frem og forsvarer sig.

»Der var et forhold mellem en mand og en kvinde bag fire vægge,« lyder det fra fodboldspilleren.

Han kommer med sin version af den opsigstvækkende sag, hvor han beskyldes for at have voldtaget en kvinde i Paris 15. maj.

I en syv minutter lang video på Instagram taler Neymar sin sag.

»Næste dag skete der ingenting. Jeg håber, at efterforskerne læser beskeder, hvor de kan se, hvad der skete,« siger brasilianeren:

»Det, der skete, var det totalt modsatte af det, hun siger. Og jeg er meget irriteret lige nu.«

I videoen viser han en også en virkelig lang tekstudveksling frem, som han har haft med kvinden på sin mobiltelefon. Den indeholder også flere afklædte billeder.

Den første besked er fra 11. marts, mens den sidste er fra 16. maj - hvor der ikke nævnes noget om det overgreb, der angiveligt skulle være sket aftenen inden.

Neymar kalder i videoen hele voldtægtsanaklagen for 'en fælde'. Han mener videre, at der er tale om 'et afpresningsforsøg'.

Det er det brasilianske medie Globo, der har afsløret sagen. Mediet har fået indsigt i anklagerne mod angriberen via en politianmeldelse indgivet i den brasilianske storby São Paulo.

Neymar skal angiveligt have overfaldet kvinden i fuldskab under et ophold på en luksushotel i den franske hovedstad.

Fodboldspillerens far, Neymar Senior, har udtalt sig til et lokalt nyhedsmedie i São Paulo.

»Hvis ikke vi kommer frem til sandheden hurtigt, så kan det her komme ud af kontrol,« siger han.

Ifølge politirapporten har kvinden fortalt efterforskerne i sagen, at hun kom i kontakt med Neymar gennem det sociale medie Instagram. Her skal han have foreslået, at de mødtes i Paris, hvor han til daglig spiller i storklubben PSG.

En assistent til fodboldstjernen købte flybilletter til kvinden. 15. maj tjekkede hun ind på Hotel Sofitel Paris nær byens berømte triumfbue.

Neymar ankom angiveligt i beruset tilstand til hendes hotelværelse.

'I løbet af deres møde bliver Neymar aggressiv, og med vold gennemfører han samleje uden offerets samtykke,' står der i politirapporten.

Kvinden, der også er brasilianer, vendte to dage senere tilbage til Brasilien uden at have kontaktet fransk politi om den påståede voldtægt. Hun var angiveligt 'emotionelt rystet og bange for at melde forbrydelsen i et fremmed land,' lyder det.

Neymar befinder sig i øjeblikket i Brasilien, hvor han træner med det brasilianske landshold forud for Copa America.

De seneste måneder har han været midtpunkt i en række kontroverser om dårlig disciplin og grænseoverskridende opførsel. I begyndelsen af maj blev han udelukket fra tre kampe for Paris. Det skyldtes, at han slog en fan efter holdets nederlag til Rennes i den franske pokalfinale. Han var ligeledes involveret i et skænderi og muligt slagsmål i omklædningsrummet med nogle holdkammerater.

Neymars klub, Paris Saint Germain, har ikke kommenteret anklagen.