Det var blevet aften i det sydligste Sydafrika, da Martin Jørgensen stak hovedet ind i billardlokalet.
»Jeg går i seng nu,« råbte han.
»Er der en, der sørger for at følge Christian Eriksen i seng? Jeg har lovet hans forældre, at han ikke må være ude efter mørkets frembrud.«
Verdensmesterskaberne i fodbold 2010 skulle til at begynde, og landsholdet var blevet indkvarteret i luksuriøse hytter i bjergene over Knysna. 34-årige Martin Jørgensen var truppens ældste, mens 18-årige Christian Eriksen var den yngste. Ikke blot i Danmarks trup, men den yngste spiller ved hele VM.
Han var nederst i hierarkiet, stille og lidt for nervøs, fortalte han nogle år senere, men fodboldmæssigt var han en lysende åbenbaring på et landshold, der nærmede sig aldersgrænsen for fodbold-duelighed.
På træningsbanen i Knysna kunne vi fra pressepladserne hver dag betragte hans glidende bevægelser, hans lette fødder, den legende omgang med bolden, mens flere af hans ældre kollegaer døjede med skader eller var fysisk slidte efter en lang sæson. Alligevel fik han blot 17 minutters spilletid som indskifter i den første gruppekamp mod Holland, og VM i Sydafrika blev aldrig rigtig hans turnering. Men hans tid skulle komme.
For syv uger siden blev Christian Eriksen for tredje år i træk kåret til årets spiller i Danmark, og i dag er han blandt profilerne hos Tottenham, der hjemme i London møder Swansea i endnu en kamp på vejen mod det, der meget vel kan ende med klubbens første engelske mesterskab siden 1961.
»Man kunne jo se, han havde nogle ting, som ingen andre rigtig havde: Hans teknik, hurtighed, antrit og hans spilforståelse,« husker Martin Jørgensen om den unge Eriksen fra dengang i 2010.
»Men derudover lagde du ikke mærke til ham. Han sagde ikke rigtig noget, hvilket er lidt atypisk for de unge spillere.«
Christian Eriksen var tre år gammel, da han begyndte til fodbold i Middelfart, 13 da han skiftede til OB, 16 år da han skrev kontrakt med Ajax og flyttede alene til Amsterdam. Og 17 dage efter sin 18-års fødselsdag debuterede han på landsholdet som den fjerde yngste nogensinde. På det tidspunkt havde han allerede spillet 35 landskampe på U17-, 18- og 19-niveau, men havde sprunget U21-landsholdet over, og da Danmark 25. marts sidste år mødte USA i Aarhus, blev han den yngste danske landsholdsspiller, der rundede 50 landskampe.
Nej, Christian Eriksen har aldrig været typen, der ventede med at være med, til han blev gammel nok. Han var bare gammel nok, når han var med.
»Han kom tidligt med i Spillerrådet på landsholdet og var med ved de samtaler, vi havde mellem DBU og landsholdet, og det gjorde han jo, fordi vi meget tidligt var klar over, at han også i fremtiden ville komme til at spille en rolle på det danske landshold,« fortæller Lars Berendt, der på det tidspunkt var kommunikationschef i Dansk Boldspil-Union (DBU).
Han er jo ikke den højtråbende type. Kan du huske, hvor meget han sagde under sit første møde?
»Ikke et ord!« svarer Lars Berendt prompte med et grin.
Som altid, når der kom helt unge spillere ind i truppen, var Lars Berendt særligt opmærksom, når pressen interviewede ham før de daglige træninger, og landstræner Morten Olsen gjorde det fra begyndelsen klart, at han ikke ville være med til at tale forventningerne endnu højere op. Det handlede om at passe på den unge mand, selvom han nu ikke lod til at blive påvirket af den store interesse.
»Han hviler meget i sig selv og er en umådeligt velafbalanceret og beskeden fyr. Man fornemmer, at han har god opbakning fra sine forældre og rådgivere. Allerede da jeg mødte ham første gang i forbindelse med, at han var blevet kåret som årets U17-talent (i 2008, red.), og vi sad og spiste frokost i DBUs kantine, bed jeg mærke i, at han havde sine forældre med og i det hele taget lod til at være i en tryg familiemæssig situation,« fortæller Lars Berendt.
Engang fortalte Christian Eriksen til Politiken, at han før sin debut i Ajax var så nervøs og havde så mange sommerfugle i maven, at han hele tiden skulle tisse. Ellers går han stille med sin følelser. Taler ikke i overskrifter, og siger for det meste ’man’ i stedet for ’jeg’, når han bliver interviewet. ’Ydmyg’ er blandt de prædikater, der går igen, når dem, der er tæt på, ham, skal beskrive ham.
»Christian er bare Christian,« siger landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, der lige som Christian Eriksen er fynbo og køber præmissen om, at de to derfor har et særligt bånd.
»Men jeg kalder ham jo kun Fyn. Han hedder ikke andet for mig. Vi har det der ø-fællesskab, for Fyn er jo en dejlig ø, som vi står sammen om, selvom der så er nogle sjællændere og jyder, der har knaldet nogle broer op for at hægte sig på os,« siger Lars Høgh.
»Selvom han så ikke havde været fynbo, havde han nok også været en dejlig person. Han har ikke ændret sig, og det kommer han heller ikke til. Det er på mange måder et kæmpe plus, men det kan selvfølgelig også være et minus i denne her fodboldverden. Som fodboldspiller er du din egen forretning, og når du skal ud og promovere dig selv, kunne du måske godt sælge dig selv bedre, end Christian gør. Men først og fremmest er det et plus,« siger Lars Høgh.
Hvorfor er det er plus?
»Det giver adgang til nogle ting, hvis du har din ydmyghed. Det giver en naturlig selvkritik, som spillere med mindre ydmyghed ikke har. Det betyder for eksempel, at Christian kan blive ved og ved med at stå og øve frispark, når de andre er gået ind fra træning. Han er jo altid den sidste, og derfor er det alt andet end tilfældigt, at det er ham, der er så god til at sparke frispark,« siger Lars Høgh.
Siden Christian Eriksen i 2013 – efter at have vundet tre hollandske mesterskaber og to gange at være blevet kåret som en af de tre bedste spillere i Æresdivisionen – skiftede Ajax ud med Tottenham, har han scoret ni mål direkte på frispark og regnes blandt de største dødboldspecialister i Premier League.
Efter 25 kampe af denne sæson var han den Premier League-spiller, der havde løbet fjerdelængst af alle (11,55 km. per kamp,red.), og i år har kun tre spillere i hele Premier League lavet flere oplæg og nøgleafleveringer end ham. Alt sammen statistik der fortæller om en nøglespiller hos en af de mest seriøse titelkandidater, som større klubber står klar til at købe, hver gang transfervinduet åbner. Kun på landsholdet har han haft problemer med at ramme det niveau, han har vist for sine klubber.
»Det handler nok om både spillestilen og de forventninger, der hviler på ham. På landsholdet har utrolig meget af det offensive spil skullet gå gennem ham, og han har haft en lidt anden rolle, end han har haft i Tottenham, men det kan jo være, det ændrer sig til det bedre for ham under Åge Hareide,« siger Martin Jørgensen, der indtil i efteråret også var med i landsholdets trænerteam, og i landsholdsregi derfor var helt tæt på Christian Eriksen.
Du prøvede selv at blive udråbt til den nye Laudrup, da du kom med til VM i 1998, og fra 2010 har det så været Christian Eriksen, vi har kaldt den nye Laudrup. Hvor langt kan han drive det?
»Vi kunne jo allerede fra start se, at han havde værktøjerne, men derfra og til at sige, at det lykkes ham at komme helt til tops, er der stadig langt. Indtil videre har han truffet nogle kloge valg ved at tage til Ajax og Tottenham, hvor han kunne få spilletid,« siger Martin Jørgensen.
Tror du, han har det, der skal til for at komme til en endnu større klub end Tottenham?
»Med de præstationer, han har leveret, er han jo godt på vej, men skal han til en større klub? Det ved jeg faktisk ikke, om jeg synes. Tottenham ligger nummer to i Premier League og kan blive engelsk mester,« siger Martin Jørgensen – seks år efter, han bad landsholdskammeraterne følge lille Christian Eriksen gennem det sydafrikanske aftenmørke.
