Osama Akharraz er en færdig mand i AGF.

Det fortalte cheftræner Morten Wieghorst i et interview før torsdagens kamp i 1. division mod HB Køge.

Akharraz har endnu ikke forklaret hverken ledelsen i AGF eller omverdenen, hvorfor han i weekendens kamp mod Viborg rakte langefingeren ud efter egne fans, men efterfølgende kom AGF-fanen Søren Haugen spilleren i forkøbet og skrev blandt andet på Facebook, at der blev råbt ord som ’sorte svin’ og ’pis hjem, din perker’ fra tribunen.

Nu fortæller Osama Akharraz, hvordan han selv oplevede episoden på NRGi Park søndag.

- Der sker det, at jeg oplever en dårlig stemning mod mig, allerede da jeg kommer ind. Jeg hører, at der bliver buhet, og undervejs i kampen vælger jeg at bytte plads med Danny Olsen, og da jeg kommer ud på fløjen, mærker jeg en aggression og utilfredshed med, at jeg er på banen. Og der er det, at jeg hører mange forskellige ting, siger spilleren med de marokkanske rødder og fortsætter:

- Jeg kan ikke sige, at jeg hører hver en sætning, der bliver sagt, men jeg hører i hvert fald, at der bliver sagt nogle ubehagelige ting. Jeg hører ord som dem, den AGF-fan har skrevet på Facebook.

Du hører ord som dumme araber, perker, skrid tilbage til dit eget land osv.?

- Ja. Jeg ville sagtens kunne blokere buh-råb ude, men når der kommer personlige angreb og racistiske tilråb, er der en grænse for, hvor meget man kan abstrahere fra. Det var over grænsen for mig. Når det også er sket tidligere, når det et punkt, hvor der kommer en reaktion fra mig.

Hvorfor forlod du ikke banen, som man blandt andet har set mørke Milan-spillere gøre efter racistiske tilråb?

- Hvis jeg havde gjort det, havde man set mig som svag.

Tror du ikke, at klubben ville have haft forståelse for det?

- Det er svært at tænke på i situationen. Det er forskelligt fra spiller til spiller, hvordan man reagerer. Jeg gav en finger i den her situation, og det var sådan, jeg reagerede.

- Det var svært at høre, hvor det kom fra, og hvor mange der råbte mod mig. Det var ikke en hel sektion, men enkeltpersoner. Jeg vil gerne undskylde over for de fans, som ikke har haft noget med det her at gøre.

Hvordan synes du, at AGF har håndteret situationen?

- Jeg synes, de har håndteret situationen fint. Jeg har haft en snak med Morten Wieghorst efterfølgende, og han har bakket mig op og tager lige som mig afstand fra tingene.

AGF-direktør Jacob Nielsen har efter jeres første møde fortalt, at han ikke vidste, at det var racistiske tilråb, der udløste din reaktion mod fansene. Hvorfor fortalte du ham det ikke?

- Jeg har tidligere hørt sådanne tilråb og bare tænkt, ’hvor går grænsen?’ Jeg har holdt det for mig selv, og jeg tænkte, at en finger er en finger, og det hører ingen steder hjemme, og så er det lige meget, hvad der har udløst min reaktion. Det er noget, jeg har svært ved at tale om, fordi jeg tidligere har haft oplevelser med det, men jeg er glad for, at der endelig er en fan, som er trådt frem og har fortalt, hvad der blev råbt efter mig.

Hvordan har du det med, at AGF melder ud, at du er færdig i klubben, før man har undersøgt sagen til bunds?

- Det er ikke noget, jeg har hørt. Det har hele tiden været planen for mig, at jeg skulle væk denne sommer. Og med min situation in mente med, at jeg kun har et halvt år tilbage af min kontrakt i klubben, og at jeg gerne vil videre, så kan jeg godt forstå, hvad Morten Wieghorst mener. Selvfølgelig har jeg det ikke godt med, at jeg ikke er en del af AGFs planer mere, men der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg har også givet udtryk for, at jeg gerne vil videre.

Kommer du så væk i det her transfervindue - jeg har hørt, at en klub fra 2. Bundesliga, en hollandsk klub og flere danske klubber ønsker dig?

- Man kan aldrig være 100 procent sikker på noget, men der er stor interesse, og der er mange klubber, der følger min situation. Jeg er i gang med finde ud af, hvor der er muligheder, og hvad der er bedst for mig. Der har allerede været et tilbud fra Tyskland, som jeg har forhandlet med, og det er stadig en mulighed for mig.