Den voldstiltalte Nicki Bille er blevet syg og møder derfor ikke i Københavns Byret onsdag formiddag.

Det oplyser hans forsvarer Asser Gregersen, kort før retsdagen skal til at gå i gang. Henvendt til den fremmødte presse tilføjer han, at vi derfor nok kan forvente, at det bliver en kort omgang.

Det er ikke første gang, han melder sig syg i forbindelse med en retssag. Men det vender vi tilbage til.

Denne onsdag skulle 34-årige Nicki Bille have indtaget anklagebænken i en sag, hvor han er tiltalt for simpel vold.

Ifølge anklageskriftet skulle han i november sidste år have slået en anden person med en knytnæve under en bytur på natklubben Dorsia i Indre By.

Den tidligere professionelle fodboldspiller nægter sig skyldig og går altså efter at blive frifundet.

Modsat har anklagemyndigheden nedlagt påstand om fængselsstraf samt et forbud mod, at Nicki Bille for en periode kan færdes i nattelivet.

Sidstnævnte type forbud blev en realitet i efteråret sidste år, hvor der blev indført såkaldte nattelivszoner.

Konkret betyder det, at voldsdømte kan få forbud mod at opholde sig i zonerne mellem midnat og klokken fem om morgenen. Formålet er at holde vold ude af nattelivet.

I forhold til fængselsstraffen er Nicki Bille ikke alene tiltalt efter straffelovens paragraf 244 om simpel vold, men også gentagelsestilfælde, da det ikke er første gang, han er i retten for vold.

Ved tidligere retssager har Nicki Bille også meldt sig syg.

Det gjaldt både i foråret sidste år, da han var tiltalt for 13 forskellige mindre forhold, samt i 2019, da han var tiltalt i en sag om blandt andet vold og trusler.

Denne onsdag lyder det fra hans forsvarer, at Nicki Bille for nuværende ikke kan levere en lægeerklæring før i eftermiddag.

Men både forsvarer Asser Gregersen og anklagemyndigheden ønsker, at sagen fortsætter.

Det ønske er blevet opfyldt, idet retten har besluttet at gennemføre sagen uden Nicki Billes tilstedeværelse.