Kasper Hjulmand offentliggør først sin trup til de kommende Nations League-kampe tirsdag.
Men allerede nu har to europæiske klubber afsløret navnene på to spillere, der vil være at finde, når landsholdet samles i juni.
Først kom den italienske Serie B-klub landstræneren i forkøbet ved at annoncere udtagelsen af den danske midtbanespiller Morten Hjulmand, og nu er det så den spanske storklub Barcelona, der afslører Hjulmands planer.
For hvis man skal tro Barcelonas hjemmeside, så er Martin Braithwaite ikke taget med klubben til en showkamp i Australien, fordi han skal være en del af Danmarks landsholdstrup, der udtages tirsdag.
»Martin Braithwaite bliver også hjemme, da han er blevet udtaget til landsholdstjeneste for Danmark,« lyder det på storklubbens hjemmeside.
Martin Braithwaite var ikke med for det danske landshold, da Hjulmand samlede tropperne i marts.
Årsagen var manglende spilletid til angriberen, der på det tidspunkt blot havde spillet 22 minutter, siden han vendte tilbage efter en længerevarende knæskade i januar.
Siden har den 30-årige angriber ikke spillet et eneste minut for Barcelona, men alligevel lader det til, at Hjulmand har forbarmet sig over angriberen, der tidligere har været en særdeles vigtig spiller for landstræneren.
Det indikerede landstræneren også kunne blive tilfældet, da han i weekenden blev interviewet af TV 2.
»Man vil nok se et par spillere, hvor man tænker, at hvis ikke der var VM i november, så havde de ikke været med i den her lejr,« sagde Kasper Hjulmand og løftede også sløret for, at han til samlingen vil have flere boblere med, der kan vise sig frem.
Braithwaite er noteret for 56 landskampe indtil videre.
Den danske angriber har kontrakt med Barcelona til 2024, men spilletiden har i den grad været en mangelvare under Xavi Hernandez. Derfor har flere medier også berettet, at hans fremtid i klubben er usikker, og blandt andet skulle han være blevet tilbudt til ligarivalerne fra Valencia.