Det deler vandene og har skabt store debatter på sociale medier, men nu er det bekræftet:

Dåselyd på Superliga-kampene bliver en realitet, når sæsonen senere på ugen genoptages.

Sådan lyder det fra Discovery Networks, der står for halvdelen af tv-dækningen til den bedste danske fodboldrække.

»Alt det her med kunstig lyd er en svær problemstilling, for det deler folk. Men vi har valgt at lave det, vi synes er en god løsning,«, siger Søren Klæstrup, ledende redaktionschef hos Discovery Networks, og fortsætter:

»Vi kommer til at gøre det sådan, at vi lader seerne vælge, om de vil have den kunstige lyd på. Hvis de ønsker det, kan det tilvælges på Dplay. På tv-kanalerne vil vi bevare reallyden.«

Som udgangspunkt vil muligheden for den kunstige lyd være tilgængelig på den resterende del af sæsonen, som Discovery Networks står for at dække.

Ifølge redaktionschefen vil man forsøge at matche den kunstige lyd bedst muligt med kampene ved hjælp af optagelser fra tidligere opgør mellem klubberne.

»Vi vil hele tiden sørge for at matche setuppet. Der vil sidde en lydtekniker og følge kampens udvikling. Som her på torsdag vil man finde en kamp mellem AGF og Randers og finde en relativt neutral lyd, hvor man så vil kunne skrue op og ned, så det passer til begivenhederne på banen,« siger Søren Klæstrup.

FCK og AC Horsens i en næsten tom Telia Parken søndag 8. marts 2020. Nu bliver der tilføjet dåselyd på kampene, så længe der ikke er tilskuere på tribunerne.
FCK og AC Horsens i en næsten tom Telia Parken søndag 8. marts 2020. Nu bliver der tilføjet dåselyd på kampene, så længe der ikke er tilskuere på tribunerne. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Hos Nent Group, den anden indehaver af tv-rettighederne til den danske Superliga, har man endnu ikke besluttet sig for, om man ønsker at anvende dåselyd på kampene.

Head of Sport hos Nent Group Kim Mikkelsen fortæller dog til B.T., at det stadig overvejes, og at man håber på en afgørelse allerede i morgen.

»Men hvis vi skal gøre det, så skal det være på linje med lyden fra Bundesligaen eller bedre,« siger Kim Mikkelsen og tilføjer:

»Det handler om, at vi skal være sikre på at kunne gøre det i en ordentlig kvalitet. Så jeg venter på, at teknikerne vender tilbage og siger, at de er helt trygge ved det.«

Silkeborg IF mod AGF på Jysk Park i Silkeborg 9. marts 2020. Når Superligaen genoptages, vil der være dåselyd på kampene fra Discovery Networks.
Silkeborg IF mod AGF på Jysk Park i Silkeborg 9. marts 2020. Når Superligaen genoptages, vil der være dåselyd på kampene fra Discovery Networks. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ligesom hos konkurrenten Discovery Networks vil der være mulighed for at til- og fravælge lyden gennem Viaplay.

Men hvor Discovery Networks som udgangspunkt vil bevare reallyden på tv, fortæller Kim Mikkelsen fra Nent Group, at kampene med det kunstige lydtæppe kan blive en del af tv-udsendelserne fra starten.

»Det produkt, der sendes i tv, vil til hver en tid være det, jeg vurderer til at være det bedste. Og hvis kampen med kunstig lyd er det, der fungerer bedst, så vil det højst sandsynligt også være det, der sendes på tv,« siger Kim Mikkelsen.

Dåselyden har været meget diskuteret, men har senest fået en positiv modtagelse flere steder fra, efter det har været anvendt i den tyske Bundesliga under ligaens genopstart. I denne uges udgave af podcasten 'Fodbold FM' talte den tidligere FC Midtjylland-angriber Ken Ilsø eksempelvis positivt om det nye tiltag.

Ken Ilsø talte i denne uges udgave af Fodbold FM positivt om dåselydene under Bundesligakampene. Nu er samme tiltag på vej i den danske Superliga.
Ken Ilsø talte i denne uges udgave af Fodbold FM positivt om dåselydene under Bundesligakampene. Nu er samme tiltag på vej i den danske Superliga. Foto: Jonas Güttler
Vis mere

»Jeg synes faktisk, at det var temmelig godt... Jeg synes, det gav en god følelse at se Bundesliga, hvor man lige havde det at køre i baggrunden. Jeg synes i hvert fald, at det var mere interessant at se det denne gang end i sidste uge, hvor man kunne høre spillerne tale til hinanden på banen og høre, når bolden ramte nettet,« sagde Ken Ilsø blandt andet.

Også i den danske Superliga ses der positivt på den kunstige tilføjelse på tv-dækningen.

»Det er ikke nogen dårlig idé. Det kommer an på, hvordan det bliver brugt og kommer til at lyde. Jeg aner ikke, hvordan det kommer til at lyde og opleves, det har jeg ikke så meget forstand på. Men vi hungrer alle sammen efter gode oplevelser. Vi vil gerne begejstres, og vi er jo også i underholdningsbranchen, så hvis det kan hjælpe på det, så er det da kun godt,« siger AC Horsens-træner Bo Henriksen til B.T.

Superligaen starter op igen torsdag 28. maj med opgøret mellem AGF og Randers FC på Ceres Park i Aarhus.