FC Nordsjællands ghanesiske stjernespiller Mohammed Kudus var ikke med i torsdag aftens 0-4-afklapsning i Brøndby.

Og det var der en god grund til.

Den ombejlede midtbanespiller har - ifølge B.T.s oplysninger - fået fri i disse dage for at tage en endelig beslutning om, hvor han skal spille i den kommende sæson.

Og der er masser af interesse. For nyligt var Manchester United og Ajax på plads for at syne ghaneseren. Tidligere har det været fremme, at bl.a. også Borussia Dortmund, Fenerbahce, Everton, Tottenham og Olympique Marseille viser interesse.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sikkert er det, at det bliver én af de største handler i Superligaens historie.

På Brøndby Stadion blev FCN-cheftræner Flemming Pedersen spurgt ind til, hvorfor Kudus ikke var med i torsdagens kamp.

»Han er ikke med, fordi han både fysisk og mentalt skal have lidt pause. Der sker rigtig mange ting omkring ham, og så synes vi, det var den rigtige kamp at give ham en pause.«

Rigtig mange ting, er det på vej videre?

»Ja, det må du tolke, som du vil.«

Kan han komme i spil til weekenden?

Det kunne han godt, ja.

Men det er primært mentalt, han bliver sparet?

»Ja.«

19-årige Mohammed Kudus har spillet i FC Nordsjælland siden sommeren 2018.