Michael Laudrups snart 16-årige karriere som træner og manager har haft masser af spørgsmålstegn. Hvor skulle han hen? Hvor længe ville han blive? Og i hvor lang tid vil trænerkarrieren overhovedet fortsætte?
De seneste mange måneder har der været ro om dansk fodbolds største navn. Men til sommer melder endnu et spørgsmålstegn sig i horisonten. Her udløber den kontrakt, som Michael Laudrup i oktober 2016 underskrev med Qatar-klubben Al Rayyan, som han siden har stået i spidsen for.
Og hvad skal Laudrup så? Den 53-årige træner har ikke lagt skjul på, at jobbet i Al Rayyan er hans sidste eller næstsidste trænerjob, så der findes tre muligheder. Enten forlænger den tidligere Premier League- og La Liga-manager med Al Rayyan - eller også indleder han jagten på en ny arbejdsgiver. Og så er der den tredje mulighed: At 2018 bliver året, hvor Michael Laudrup stopper trænerkarrieren.
Den vej peger pilen dog ikke umiddelbart. Tværtimod tyder noget på, at Michael Laudrup fortsætter. Som træner i almindelighed og som chef for Al Rayyan i særdeleshed. Overfor BT fortæller Al Rayyans team manager og talsmand, at Laudrup og klubbens præsident, Sheikh Saud Bin Khalid Al-Thani, i næste uge skal mødes for at diskutere en forlængelse af danskerens kontrakt.

»I næste uge mødes præsidenten og Laudrup til en snak om fremtiden. Vi vil, at Laudrup bliver, og jeg tror, det er 90 procent sikkert, at han fortsætter i klubben. Men vi må se, hvad han (Laudrup, red.) ønsker,« siger Omar Al Azani til BT.
Michael Laudrup overtog sidste år et Al Rayyan-mandskab, der var forsvarende nationale mestre. I sin første sæson i klubben førte han klubben til en tredjeplads i den nationale liga, Qatar Stars League (QSL, red.), og en dertilhørende plads i Asiens svar på Champions League.
I denne sæson indtager Al Rayyan igen tredjepladsen i QSL, men modsat sidste år er klubben nu indblandet i kampen om mesterskabet. Det er nok til, at der er udelt begejstring i forhold til Laudrups resultater i udkanten af Qatars hovedstad Doha, hvor Al Rayyan hører hjemme.
»Al Rayyan er meget tilfredse med Laudrups arbejde, og klubben vil meget gerne beholde ham og forlænge med ham. Alle kan lide ham. Vores spillere, vores fans og folk i og omkring klubben,« understreger Al Rayyans team manager og talsmand.
Michael Laudrup har gentagne gange sagt, at jobbet i Al Rayyan kan blive hans sidste. Laudrup vil have en ’anderledes hverdag’ end den, han har i trænerjobbet, og han har nu også en titel som farfar at passe.
BT var onsdag i kontakt med Michael Laudrup for at få hans kommentar til Omar Al Azanis udtalelser. I et svar via mail skriver Laudrup følgende:
»Det er altid dejligt at høre, når folk er tilfredse med det udførte arbejde og den måde som personalet (spillere/ansatte) bliver behandlet på. Når det så er sagt, må jeg samtidig sige, at jeg endnu ikke har besluttet mig for, hvad der skal ske efter denne sæson.«
Øverst i artiklen kan du se efterårets hold i Premier League