Nu kommer det fra John Guidetti. Efter et halvt år beklager han sin opførsel ved U21-EM i sommer.

Dengang fyrede han en stribe svinere af mod det danske landshold, der netop var blevet besejret i semifinalen.

»Jeg kan jo undskylde lidt for det set i bakspejlet,« siger John Guidetti ifølge Expressen i dokumentarfilmen ’Guldsommaren’, der handler om det svenske U21-EM-guld.

Heri forklarer han også, hvorfor han var så tændt før under og efter 4-1-sejren over Danmark. Og hvorfor han sagde, som han sagde.

»På en eller anden måde opfattede vi, at de havde sagt, at det ville være pinligt for danskerne – at alt andet end en sejr ville være en fiasko. At de ikke kunne komme hjem til Danmark, hvis de tabte,« forklarer John Guidetti om det, der fik de svenske U21-spillere i stødet.

I virkeligheden havde den daværende danske landstræner på et pressemøde sagt, at han foretrak Sverige eller England frem for Italien. Men svenskerne red på en bølge af hævnlyst over de danske spillere.

Foto: Carl Recine
Vis mere

Foto: Lee Smith
Vis mere

Foto: Carl Recine
Vis mere

Der varede hele kampen.

»I de sidste fem minutter stod jeg bare og skreg, at det var let, og at vi var overlegne. Jeg stod og sådan nogle ting, og deres træner (Jess Thorup, red.) blev bare mere og mere irriteret,« fortæller John Guidetti dokumentaren.

»Da slutsignalet lød, gik jeg ned på knæ foran deres bænk og jublede. Det var måske lidt ’too much’, det indrømmer jeg. Det var ikke sportsligt, men der var så mange følelser involveret, og vi troede jo, at de havde sagt de her ting,« siger John Guidetti.

Så sent som inden de dansk-svenske play-off-kampe om en EM-plads ved det 'rigtige' EM var der ellers ikke meget anger at spore hos den unge svenske angriber:

»Jeg fortryder intet. Det er noget, der sker i fodbold. Det er sjovt, og det er sikkert blevet set mange gange på Youtube. Det er en sjov ting. Der var store følelser, så jeg tror, at alle kan forstå det,« sagde han dengang til BT.

Nu er Celta Vigo-spilleren kommet på bedre tankler - og det er selvfølgelig også lettere at være lidt large, når man har været med til at slå Danmark ud ved U21-EM og været med til at slå Danmark ud i kapløbet om en plads ved det 'rigtige' EM.

BT.dk har forgæves forsøgt at få fat i Jess Thorup.