Nu reagerer Cristiano Ronaldos søster på dramatisk exit: 'Så er det sagt'
»Vi fortjener at vende tilbage til den middelmådighed, vi altid har været i fodbolden før CR7,« lyder det i en tekst, som storesøsteren har videredelt på Instagram.

»Vi fortjener at vende tilbage til den middelmådighed, vi altid har været i fodbolden før CR7,« lyder det i en tekst, som storesøsteren har videredelt på Instagram.

»Så er det sagt.«
Det er ikke kun den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo, der for tiden vækker opsigt. Det gør hans søster også, efter hun har reageret på lillebroderens højdramatiske exit fra landsholdslejren i København.

Overraskelsen var stor, da Ronaldo onsdag pludselig forlod Parken i København, hvor han var mødt op til træning, før holdet torsdag tørner sammen mod Danmark i Nations League.
Og den blev ikke mindre, da det senere stod klart, at han helt havde forladt landsholdslejren for at tilkalde sit privatfly, sætte kurs mod Københavns Lufthavn og rejse væk.
»På et senere tidspunkt vil jeg fortælle det portugisiske folk sandheden om årsagerne til, at jeg forlod landsholdet – et hold, jeg altid har været dedikeret til,« forklarede han selv lettere kryptisk efterfølgende i et opslag på Instagram.
Siden har flere spekuleret i, hvad der kunne være årsagen til hans noget dramatiske exit – og flere har peget på, at det kunne skyldes en udmelding kort forinden fra landstræner Jorge Jesus, som på et pressemøde i Parken fortalte, at Ronaldo ikke ville få en startplads i opgøret mod Danmark.

Mens teorierne og spekulationerne om det opsigtsvækkende optrin endnu florerer i stor stil, har Cristiano Ronaldos storesøster Elma Aveiro også blandet sig i sagen, skriver det portugisiske medie A Bola.
I en såkaldt story på sin Instagram-profil ser hun onsdag aften ud til at have videredelt et opslag, hvor teksten blandt andet lyder:
»CR7 (Ronaldo, red.) fortjente mere respekt. Landsholdet fortjente en bedre organisation. Den portugisiske journalistik fortjente mere kompetence og mindre spekulation. Hvad angår portugiserne, ja... de fortjener ikke at have det bedste inden for noget som helst,« lyder det i teksten, hun har videredelt:
»Vi er misundelige, hånlige, uvidende, og vi fortjener at vende tilbage til den middelmådighed, vi altid har været i fodbolden før CR7. Tak for alt, CR7! Du fortjente mere!«

Det fremgår ikke, hvem der har delt det oprindelige opslag, som Elma Aveiro har delt et billede af i sin story.
Til billedet skriver hun dog selv:
»Tudo dito,« som kan oversættes til:
»Så er det sagt.«
Cristiano Ronaldo har siden sit eget opslag på Instagram onsdag aften ikke udtalt sig om sagen.