I kølvandet på meldingen om, at DBU aflyser kampen mellem Sverige og Danmark fredag, trænede det danske kvindelandshold selv onsdag klokken 12. Og her lød meldingen til den fremmødte presse, at træningen ville være lukket efter opvarmningen, da der var tale om 'forberedelser'.

Det fortæller BTs udsendte. Meldingen om at træningen ville være lukket, kom fra Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup. Noget, der blev spurgt indtil, fordi meldingen jo er fra DBU, at Sverige har fået besked på, at det danske kvindelandshold ikke stiller op til kampen.

»Ja, det er forberedelse til kampen på fredag. Der er ikke noget, der er ovre, før den tykke dame har sunget,« siger Thomas Lindrup til BTs udsendte under opvarmningen. Spillerne ankom sammen i bus til Dragør og gik forbi den ventende presse uden kommentarer, og en af de første på træningsbanen var Nadia Nadim, der trillede sammenbidt rundt med en gul bold.

Blandt de sidste til at ankomme var holdets anfører, Pernille Harder, og umiddelbart var der egentlig smil at spore hos spillerne omend de virkede trætte af situationen. Onsdag klokken 12 meddelte DBU, at der var givet besked til det svenske fodboldforbund om, at spillerne på Kvindelandsholdet ikke ønsker at stille op til fredagens landskamp, der derfor ikke kan spilles.

»Det er en historisk dårlig dag for Kvindelandsholdet og for dansk fodbold samlet set. Det er beklageligt men også helt grotesk, at vi står i en situation, hvor spillerne ikke vil møde op til vigtige landskampe, selv om vi har tilbudt bedre vilkår og inviteret til nye forhandlinger efter kampene. Vi oplever, at Spillerforeningen og spillerne tager landskampe og fans som gidsler i faglige forhandlinger,« siger DBUs elitechef, Kim Hallberg, i en pressemeddelelse.

En melding, der bestemt ikke giver anledning til at tro, at der bliver spillet landskamp fredag. Thomas Lindrup fortæller dog, at spillerne forbereder sig som skulle de i kamp.

»Jeg kan ikke stå inde for, hvad DBU siger. Vi forbereder os som om, der var kamp på fredag. Alt er jo muligt indtil fredag klokken 18.15 (hvor kampen var programsat til, red.),« siger Thomas Lindrup, hvorefter han og spillerne stillede sig samlet i en rundkreds på banen, inden træningen blev lukket for pressen.

Hos DBU lyder meldingen, at det ikke er slået fast med syv tommer søm, at kampen definitivt er aflyst.

»Vi har meddelt svenskerne, at vi ikke kan stille hold, og at vi ikke kommer. Så hvis jeg var dem, så ville jeg sige 'ja tak, den tager vi, 3-0.' Det er lidt lettere end at spille mod nogle EM-sølvvindere, der i øvrigt spiller ret god fodbold,« siger Jacob Høyer, der er kommunikationschef hos DBU, til BT.



Hvad nu hvis svenskerne alligevel er interesserede i at spille mod os?

»Hvorfor skulle de være det? Og der kommer ikke nogen løsning, så længe spillerne ikke møder ind. De har sagt ultimativt hele vejen igennem, at de vil kun møde ind, hvis der er en færdig aftale. Vi siger, vi kan ikke forhandle med sådan en pistol for panden, for så laver man noget sjusk, og der er stadig rigtigt mange udeståender,« siger Jacob Høyer.