De har været længe om at reagere, men nu får den frygtede coronavirus også konsekvenser for Premier League.

For ligaen er suspenderet indtil 3. april.

'FA, Premier League, EFL, kvindernes Super League og FA Championship for kvinder er alle blevet enige om at udskyde alle professionelle kampe i England,' lyder det i en pressemeddelelse.

'Beslutningen, som hele tiden vil blive overvejet, er blevet taget som følge af, at flere klubber har valgt at isolere deres spillere og stab som følge af coronavirus.'

Torsdag aften blev det ellers meldt ud, at ligaen ville fortsætte som normalt, og at tilskuere også stadig ville være velkomne.

Det skete i kølvandet på, at fodboldligaer og mange turneringer verden over er blevet sat på pause.

»Mens premierministeren har angivet, at alle sportsbegivenheder bør finde sted som normalt for nu, så indikerede han også, at regeringen overvejer at forbyde alle større offentlige arrangementer såsom sportskampe. Vi fortsætter derfor med at arbejde tæt sammen med vores klubber, regeringen, FA (fodboldforbundet, red.), EFL (ligaorganisationen, red.) og andre relevante interessenter for at sikre, at passende nødplaner er på plads, hvis omstændighederne ændrer sig,« lød det på Premier Leagues hjemmeside.

Der gik dog ikke lang tid, før der kom en ny udmelding. For sent torsdag aften kom det frem, at Arsenals træner, Mikel Arteta, er testet positiv for coronavirus.

Noget, der sendte hele klubbens førstehold samt trænerstab i karantæne. Også Chelsea-spilleren Callum Hudson-Odoi er testet positiv.

Derudover har Everton sat sig selv i karantæne som følge af, at en af holdets spillere har vist symptomer på at være smittet med coronavirus.

»Først og fremmest ønsker vi god bedring til Mikel Arteta og Callum Hudson-Odoi. Det samme gælder til alle andre, der er ramt af COVID-19,« siger Premier Leagues chef, Richard Masters, i pressemeddelelsen.

I Frankrig er det fredag blevet meldt ud, at de to bedste franske fodboldrækker er afbrudt på ubestemt tid. I Danmark er Superligaen - indtil videre - suspenderet de næste to uger.