Landsholdsspilleren Joakim Mæhle er ude på ubestemt tid, efter at han pådrog sig en »alvorlig skulderskade« til træning onsdag for sin tyske klub, Wolfsburg.

Det skriver Bundesliga-klubben på sin hjemmeside.

Onsdag kunne klubben fortælle, at der lød et skrig på træningsbanen, da Mæhle stødte sammen med en medspiller.

Han fik hurtigt hjælp af klubbens lægestab og blev transporteret til omklædningsrummet i en golfvogn.

Her blev han så afhentet af en ambulance.

Og på sygehuset blev det så konstateret, at skaden er alvorlig.