Nu fortryder Solbakken: 'Burde jeg nok ikke have gjort'
Den norske landstræner overraskede på direkte tv torsdag aften.

Den norske landstræner overraskede på direkte tv torsdag aften.

Ståle Solbakken fortryder.
»Ja, det burde jeg nok ikke have gjort. Den tager jeg på min kappe,« siger han fredag morgen på et hasteindkaldt pressemøde.
Ifølge norsk TV2 reagerer den norske landstræner her på det, han torsdag aften foretog sig på direkte tv efter 1-2-nederlaget i Wales.
For her fortalte Ståle Solbakken ganske uventet, at det norske landsholds mangeårige førstemålmand, Ørjan Nyland, vil ryge på bænken til den næste kamp (på søndag mod Portugal).
Det vakte stor opsigt – ikke mindst fordi keeperen endnu ikke selv havde fået beskeden af den norske landstræner.
Omvendt havde afløseren, Egil Selvik, faktisk allerede fået det at vide inden torsdagens Nations League-kamp i Wales, fortalte den norske landstræner videre.

Fredag formiddag satte han så ord på, hvorfor han valgte at breake nyheden på tv. Fremfor til hovedpersonen selv.
Det skyldtes, at der sædvanligvis holdes et evalueringsmøde umiddelbart efter en kamp mellem alle truppens målmænd og målmandstrænere.
Ståle Solbakken ville derfor sikre sig, at alle kunne gå ind til det møde med samme informationer, når nu han var optaget af at give interview.
»Derfor slap jeg katten ud af sækken, så vi kunne blive færdige med den her diskussion. I var også trætte af den,« siger landstræneren fredag til de fremmødte journalister:
»Nu behøver I ikke længere spørge om, hvem der skal stå på mål i den næste kamp.«
Ørjan Nylands rolle som førstemålmand har været til debat, fordi han i en række kampe har lavet store fejl.
Ståle Solbakken understreger fredag, at han ikke vil sætte navn på, hvem der i fremtiden kan kalde sig førstemålmand på det norske landshold.
Ingen af de to de norske målmænd har endnu udtalt sig efter torsdagens hændelser.