Ståle Solbakken kunne onsdag se sin gamle FC København-kollega Carsten V. Jensen blive ansat som fodbolddirektør hos ærkerivalerne fra Brøndby.

»Det bliver lidt mærkeligt. Der er lidt 'Sammy Lee' over det,« siger FCK-manageren efter torsdagens solskinsvelsignede træning.

»Nummer otte i Liverpool i gamle dage var den altid loyale løjtnant Sammy Lee. Men pludselig en dag sad Sammy Lee som assistenttræner på bænken hos ærkerivalerne Everton.«

»CV var en loyal soldat i FC København, og nu sidder han pludselig i Brøndby. Sådan er fodbold i dag,« lyder det fra Solbakken.

Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Hvad tænker du om det, der foregår i Brøndby – at Ebbe Sand når kun at være ansat i et halvt år?

»Jeg har ikke brugt to kalorier på det, der foregår ude i Brøndby. Vi har mere end nok at se til her.«

Men hvordan tror du, at kombinationen 'Brøndby og CV' bliver?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kender CV godt, men jeg kender jo ikke Brøndby indefra. Så det har jeg svært ved at udtale mig om.«

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Kommer dit forhold til CV til at ændre sig, nu hvor han er ansat hos Brøndby?

»Vores personlige relation kommer ikke til at ændre sig. Vi har haft et godt arbejdsforhold ... men da jeg kom tilbage til FCK i august 2013, var CV jo en 'dead man walking'. Det var den følelse, vi havde. Vi prøvede at arbejde sammen, og vi fungerede også okay sammen, men det var tydeligt på det tidspunkt, at han ikke havde tilliden fra omgivelserne,« siger Ståle og fortsætter:

»Skilsmissen var uundgåelig. Og at CV blev fyret i FC København, gør det nok lidt lettere for ham at gå ind i fjendens lejr.«

Hvad tænker du om CV som fodbold-fagmand?

»Jeg har respekt for hans fodboldfaglighed. Han er en meget loyal, hårdtarbejdende og en talentfuld fyr, som jeg har ikke et ondt ord at sige om. Vi er nok bare meget forskellige som personer,« slutter FCK-manageren efterfulgt af det klassiske skæve Ståle-smil.

Ståle Solbakken og FC København åbner sæsonen søndag ude mod OB. Carsten V. Jensen og Brøndby spiller allerede torsdag aften Europa League-kamp mod finske Turku.