Hobro er klar til Superligaen. Med en 1-0 sejr ude over Brønshøj kan nordjyderne ikke længere indhentes, selvom der endnu mangler en runde af NordicBet Ligaen, og fra den kommende sæson har klubben derfor for første gang i sin historie status af Superliga-mandskab.
Efter et forrygende efterår, hvor Hobro spillede fremragende og spillede sig langt foran forfølgerne, var klubben tæt på at sætte det hele over styr i løbet af foråret med en stribe skuffende resultater, der i nogle kredse blev forklaret med gummiben - og i andre kredse med, at klubben uden Kasper Fisker, der i vinter skiftede til Randers, helt enkelt ikke var bedre.
I søndagens oprykningskamp mod Brønshøj var det i lang tid heller ikke til at se, at Hobro var det af de to hold, der var på vej op i landets bedste række, for det var Brønshøj, der stærkt bakket op af et guldparykklædt publikum styrede kampen og lagde pres på gæsterne. Tilskuernes hovedbeklædning var en hyldest til Bo Henriksen, der efter at have stået i spidsen for klubben i syv et halvt år skifter til Horsens, men trods et overtag i spil og chancer, var den langhårede Brønshøj-træners spillere ikke lige så skarpe foran mål, som han selv var som aktiv.
Derfor gik de to hold til pausen med 0-0, men blot halvandet minut inde i 2. halvleg fik Hobro så endelig scoret det mål, der bragte dem i fart mod Superligaen og gav dem selvtillid til at spille en anelse med frit, da forsvareren Mads Justesen ved bagstolpen sparkede en nedfaldsbold i mål til 1-0.
Hobro spillede efterfølgende langt bedre end før pausen, og selvom Brønshøj fortsatte med at presse på, var det gæsterne, der nu skabte de største chancer. Først brændte Mads Jessen en kæmpechance efter et indlæg midt i feltet, og siden havde Mads Justesen et hovedstød på overliggeren. Men det blev ved 1-0 til Hobro, hvilket var nok til oprykning og til at gå amok i jubel sammen med de omkring 500 medrejsende blå-gule nordjyder.