Der er få øjeblikke i fodboldhistorien, der er mere ikoniske end Diego Maradonas ‘Guds hånd’-moment i VM-kvartfinalen mod England i 1986.
Og nu kan Maradonas blå Argentina-trøje med 10-tallet på ryggen fra netop den kamp blive din.
Jaja, for de fleste bliver det nok kun ved teorien, da auktionshuset Sotheby’s anslår, at prisen på trøjen ender mellem astronomiske 36 og 54 millioner kroner, når auktionen er færdig, og hammeren falder den 4. maj.
Men onsdag formiddag er der i hvert fald åbnet for bud, og allerede nu ligger det første bud ifølge Sotheby's hjemmeside på 36 millioner kroner – svarende til fire millioner pund.
Det er den tidligere engelske landsholdsspiller Steve Hodge, der har sat trøjen til salg, efter han byttede sig til den legendariske beklædningsgenstand for godt 36 år siden.
Den 22. Juni 1986 – fire år efter Falklandskrigen mellem England og Argentina – mødtes de to nationer i VM-kvartfinalen.
Her tog bold-tryllekunstneren Maradona alle overskrifter, da han scorede de to legendariske mål i Argentinas 2-1-sejr over England.
I det 51. minut steg han til vejrs og nåede bolden inden den engelske målmand Peter Shilton. Med hjælp fra sin hånd – eller Guds hånd, som Maradona sagde efter kampen – sendte han bolden i kassen, uden dommerne så Maradonas snyd, og kort efter leverede han 2-0-målet, der siden er døbt ‘The Goal of the Century’.
VM-kvartfinalen endte 2-1, Argentina gik videre og Steve Hodge anede måske, at han havde været vidne til noget historisk, så han fik vristet trøjen fra Maradona i en byttehandel.
»Efter et interview efter kampen gik jeg ned bag målet for at komme til omklædningsrummene. Da jeg gik ned, gik Maradona med to holdkammerater. Jeg så ham i øjnene, trak i min trøje for at indikere: ‘Er der nogen chance for at bytte?’«
»Han kom direkte over, og så byttede vi trøjer. Så simpelt var det,« har Hodge tidligere fortalt i et interview, mens nu afdøde Maradona også satte ord på trøjebyttet i sin selvbiografi:
»På vej til omklædningsrummet var der en af de engelske spillere, der spurgte, om jeg ville bytte trøje – det viste sig at være Hodge, jeg var ikke sikker på daværende tidspunkt. Jeg sagde ja, og så gjorde vi det.«
I 2020 steg trøjens værdi markant, da Diego Maradona gik bort, men efter at være blevet kimet ned af alverdens medier, slog Steve Hodge fast, at han ikke ville sælge trøjen.
Men nu er han altså kommet på andre tanker, og mens trøjen siden 2002 har været udlånt til National Football Museum i Manchester, så får den formentlig en ny ejer 4. maj.
Maradonas ældste datter har tidligere sået tvivl om, hvorvidt trøjen skulle være den rigtige, men det afviser auktionshuset på sin hjemmeside.