Så er vi muligvis ved at være dér for Arne Slot.

»Nok er nok,« som den ledende Liverpool-skribent Ian Doyle skriver i en klumme hos lokale Liverpool Echo om den hollandske manager hos det ellers regerende mesterhold.

Reaktionen kommer efter onsdagens 1-4-nederlag – på hjemmebane – i Champions League til relativt upåagtede PSV Eindhoven.

Ian Doyle kalder udfaldet for både »patetisk«, »en ydmygelse« og »et pinligt horrorshow«.

Det var samtidig Liverpools niende nederlag i de seneste tolv kampe, og så dårlig en stime fandt senest sted for 72 år siden.

Det er gået fra Slot til skrot på rekordtid for klubben, der blev engelsk mester så sent som i sommer, men skribenten fra Liverpool Echo kræver ikke direkte managerens afgang nu.

Rigtigt mange Liverpool-tilhængere udvandrede fra stadion før tid i onsdagens Champions League-kollaps.
Rigtigt mange Liverpool-tilhængere udvandrede fra stadion før tid i onsdagens Champions League-kollaps. Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix

Men det er tæt på.

»Liverpool-bossen Arne Slot står på kanten af afgrunden,« som Ian Doyle skriver.

Og han mener videre, at Arne Slot kun »meget vel kan have en uge til at sikre sit Liverpool-job«.

For der vente tre skæbnekampe i Premier League på kort tid for holdet:

  • Søndag 30. november: West Ham på udebane.

  • Onsdag 3. december: Sunderland på hjemmebane.

  • Lørdag 6. december: Leeds på udebane.

Hos Daily Mail bevæger fodboldreporteren Lewis Steele sig ind på samme emne.

»Er det tid til at stille DET spørgsmål? Er det tid til, at Liverpool fyrer Slot?« spørger han.

Han giver ikke et endegyldigt svar, men konstaterer, at Liverpool på få måneder er gået fra at være et »uovervindeligt og formidabelt hold til at mangle retning og selvtillid«.

»Alle spørgsmål om Slots fremtid ville have virket latterlige for en måned siden, men pludselig virker det utænkelige spørgsmål mindre latterligt at stille,« lyder det Lewis Steele.