Der kræves både sejr og eksperimenter, når Danmark lukker EM-kvalifikationen i Nordirland.
Kan man få både i pose og sæk?
Ja, mener B.T.s sportskommentator, Lasse Vøge, forud for Danmarks sidste kvalifikationskamp i Belfast, hvor den sportslige værdi er til at overse, da Danmark allerede har vundet puljen.
»Det er en kamp, der først og fremmest skal vindes - så landsholdet slutter en lettere bøvlet kvalifikation med en sejr. Men det er også en kamp mod en meget sløj modstander, der har vundet to pligtsejre over San Marino - og så ellers har tabt de resterende syv kamp. Så der burde være mulighed for at eksperimentere lidt og stadig ikke sætte sejrschancen over styr,« lyder det fra Vøge.
Især en spiller ønsker han sig brændende at se i rødt og hvidt.
»Det ville være meget skuffende, hvis ikke vi får Matt O'Riley på banen i aften. Dels fordi vi alle er nysgerrige på denne spiller, som 90 procent af de danske roligans aldrig har set i kamp før. Og dels fordi det ville være rart at få ham endegyldigt låst fast til det danske landshold, så halv-englænderen ikke går og får nogle gode idéer.«
»Og så kunne det også være spændende at se Morten Hjulmand fra start. En spiller, der meget vel kan blive en fremtidig nøglespiller på det danske landshold.«
Og med Christian Nørgaards karantæne er aftenens kamp en oplagt mulighed for at se, hvordan Sporting Lissabon-stjernen harmonerer med eksempelvis Pierre-Emile Højbjerg,« siger sportskommentatoren.
Men hvis de to nye midtbanefolk ikke er nok, så er der jo også mulighed for at give en lille gave til en af dem, vi nærmest aldrig ser.
»Er Kasper Hjulmand virkelig i det modige hjørne, så belønner han også én af de to reservemålmænd, der har brugt så mange timer i skygge af Kasper Schmeichel. Men spørgsmålet er så, hvem der skal have chancen.«
»Frederik Rønnow var fabelagtig for Union Berlin i den forrige sæson, men i år er han faldet i niveau sammen med holdet. Mads Hermansen har taget Leicester mod storm og har på rekordtid bevist sig som The Championships bedste målmand. Så her står Hjulmand i et potentielt dilemma. Og dog - for jeg tvivler på, at han sætter Schmeichel på bænken.«
Sidste gang, en anden keeper end Schmeichel fik chancen, er helt tilbage i 2020, hvor Rønnow kom ind til anden halvleg af Nations League-opgøret mod Island.
Kasper Schmeichel nærmer sig i øvrigt en meget stor milepæl, da han lige nu er noteret for 98 kampe for landsholdet.