For første gang udtaler Nicki Billes agent sig nu, efter at den danske fodboldspiller mandag blev idømt en måneds ubetinget fængsel for vold og usædelig opførsel i Monaco.

»Jeg har ikke villet udtale mig, før jeg har undersøgt sagen grundigt. Og nu har jeg hørt, hvad beviserne er, og så ligger den lige til højrebenet om, at han er blevet fremprovokeret til den her situation, for at en kriminel bande har kunnet begunstige sig selv. Så han er blevet taget ved næsen,« fortæller Nicki Billes agent, Nikola Jægerfeld Juric, til B.T.

Den 30-årige fodboldspiller, der til daglig spiller for den græske klub Panionios, sidder allerede nu i fængslet i Monaco. Det fortæller agenten, der endnu ikke har hørt fra Nicki Bille.

»Lige nu sidder Nicki i fængslet og er i gang med at afsone sin dom. Jeg har ikke snakket med ham endnu, for han har kun ét opkald på fem minutter hver dag, men jeg forventer at høre fra ham snart,« siger Nikola Jægerfeld Juric.

Tirsdag kom det via franske medier frem, at Nicki Bille fik sin dom i Monaco for at have slået en kvinde, der forsøgte at stoppe ham i at tage kvælertag på sin danske veninde. Selvsamme veninde fortalte tirsdag aften til B.T, at det ikke passede, og at der blot var tale om et skub. En hændelse, som agenten nu bekræfter.

Aftenen, hvor episoden i Monaco fandt sted, blev han også tilbageholdt af politiet for at være i besiddelse af kokain, men Nicki Bille har ikke taget stoffet, fortæller agenten.

»Nicki har ikke taget kokain. Der var ingen kokain i blodet, og der blev taget blodprøver af ham. Det står der på skrift,« forklarer Nikola Jægerfeld Juric, der har været i kontakt med blandt andet advokaten og andre personer og kollegaer, der bor i fyrstedømmet.

Nicki Bille har tidligere været i retten, her i 2015. Efter en bytur i København blev fodboldspilleren anholdt, da han havde sparket til en cykel og en parkeringsautomat og gjort modstand mod politiets anholdelse. Bille fik en betinget fængselsdom på 60 dage. 
Nicki Bille har tidligere været i retten, her i 2015. Efter en bytur i København blev fodboldspilleren anholdt, da han havde sparket til en cykel og en parkeringsautomat og gjort modstand mod politiets anholdelse. Bille fik en betinget fængselsdom på 60 dage.  Foto: Simon Skipper
Vis mere

Han fortæller, hvordan Nicki Bille den aften i Monaco fik stukket en pose kokain i hånden, hvorefter han fem minutter senere blev mødt af en pige, der prøvede at fremprovokere noget og ikke ville flytte sig. Derefter opstår situationen, hvor Bille til sidst skubber kvinden.

Men hvis det er sandheden, hvorfor har Nicki Bille så ikke forsvaret sig bedre og fortalt den version i retten?

»Han var påvirket af alkohol den aften og er ikke bevidst om præcis, hvad der er sket. Og når der så kommer de anklager, så er det jo ligemeget, hvad han siger, når han har kokain på sig. Så er den ikke så meget længere.«

Nicki Bille spillede tilbage i 2015 i Superligaen for Esbjerg fB.
Nicki Bille spillede tilbage i 2015 i Superligaen for Esbjerg fB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Offeret forlangte i retten 30.000 euro i erstatning. En erstatning, der af dommeren blev fastsat til 3000 euro - svarende til cirka 22.000 danske kroner. Og netop nedsættelsen af erstatningen overbeviser agenten om, at Nicki Bille har været udsat for et form for ‘scam’.

»Når erstatningen bliver så markant meget lavere, end hvad de forlanger, så begynder min ringeklokke at ringe. Og det er bare noget, der i høj grad sker på de kanter, har jeg fået at vide af flere i området. Der er vi danskere måske lidt mere godtroende,« siger agenten.

Nicki Bille fik for alvor sit gennembrud tilbage i 2010, da han ved en turnering med U21-landsholdet i den franske by Toulon blev topscorer med fem mål. Nu håber agenten, at den nylige episode i Monaco - lige ved siden af netop Toulon - kan blive en ny start for danskeren.

»Han tager straffen og lærer noget af det. Og forhåbentlig kommer han ud på den anden side som et helt nyt menneske og bliver født på ny.«