I syv år var det en hemmelighed.

Deres romance var skjult overfor offentligheden, men i forbindelse med julen har Caroline Seger og Olivia Schough truffet et enormt valg, da de besluttede sig for at dele deres kærlighed med resten af verden.

Det fortæller de to fodboldspillere i en dokumentar om den tidligere svenske landsholdsanfører Caroline Seger, som fik præmiere onsdag 25. december.

Sådan skriver Expressen, og filmen 'Kaptajn Seger' kan ses på svenske TV4.

Caroline Seger og Olivia Schough tørnede begge ud for Sverige ved OL i 2021.
Caroline Seger og Olivia Schough tørnede begge ud for Sverige ved OL i 2021. Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix

De to kvinder har ikke bare været kærester – de har også været holdkammerater på landsholdet og i den svenske klub Rosengård, og i dokumentaren forklarer de, at det har været at meget bevidst valg at holde tæt med deres kærlighed.

For dem har det handlet om, at fodbolden skulle være i fokus – ikke deres forhold.

Og faktisk fortæller den 39-årige Caroline Seger – der stoppede sin karriere tidligere i år – at hun stadig kan føle sig utilpas i visse situationer, selvom hun allerede for flere år siden erklærede sin homoseksualitet. 

»Hvis jeg vil kysse hende åbent eller holde hende i hånden, vil jeg nogle gange ikke gøre det af frygt for at gøre andre utilpasse. Fordi jeg har en syg idé om, at det stadig er sådan,« fortæller Seger i dokumentaren.

Parret fortæller desuden, at mange mennesker og medierne har vidst, at de to har et forhold. 

Men aldrig før nu har det været en offentlig kendsgerning.