Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
I Norge udspiller sig lige nu en større tv-krig, der skal afgøres i en retssag.
Der er tale om norske TV 2 og Viaplay, som er havnet i strid om rettigheder til at vise klip fra Premier League-kampe.
Det skriver VG.
Ifølge mediet skal de to parter mødes i retten i januar. Men allerede nu er et større juridisk tovtrækkeri begyndt.
Indtil i sommer havde norsk TV 2 rettighederne til at vise engelsk topfodbold.
Aftalen er dog udløbet, og Viaplay har nu rettighederne de næste seks år. Men ifølge Viaplay har TV 2 Norge vist klip fra i alt 11 Premier League-kampe i perioden mellem 7. og 27. august i år.
Derfor har Viaplay stævnet TV 2 Norge og krævet erstatning.
I Oslo Byret blev der tirsdag afsagt en kendelse, der lyder, at TV 2 Norge nu har to uger til at fremvise interne mails og notater til retten.
TV 2 Norge er blandt andet blevet pålagt at fremlægge eventuelt materiale fra et bestemt redaktionsmøde i august, hvor man gennemgik sine rettigheder til at bruge Viaplay-billeder.
Derudover skal TV 2 Norge også fremlægge al eventuelt materiale, der viser beslutninger om at bruge de billeder, som Viaplay mener, norsk TV 2 har gjort.
Og endelig skal TV 2 Norge fremlægge dokumenter, der viser interne overvejelser, man har gjort sig om at bruge Viaplay-klip.
Hvad Viaplay mener, de skal have i erstatning, er ikke offentligt kendt.
Norsk TV 2 har ikke ønsket at kommentere anklagerne over for VG. Men i et tidligere svar har man udtalt, at man ikke har brudt nogen former for regler – men derimod ageret inden for de regler, som andre medier også gør.