Det er ikke kun danske medier, der i kølvandet på fodboldlandsholdets kvalifikation til sommerens EM-slutrunde har bemærket landstræner Åge Hareides kritik af måden, hvordan DBU har meddelt hans snarlige afgang på.

Også i den 66-årige nordmands hjemland er man orienteret om hans bemærkelsesværdige og - i nogle øjnes - lettere bizarre reaktion.

I en længere artikel i mediet Verdens Gang beskriver journalisten Ole Kristian Strøm, hvordan Åge Hareide efter Danmarks uafgjorte kamp i Dublin mod Irland mandag aften valgte af gå til verbalt angreb mod den behandling DBU og hans assistent, Jon Dahl Tomasson, blev udsat for, da DBU i sommer besluttede at erstatte nordmanden med Kasper Hjulmand efter EM 2020.

»Vi fik det at vide på en lidt mærkelig måde. Dengang talte vi om, at vi ikke brød os om timingen. De (DBU-ledelsen, red.) kunne godt have fortalt det til os, og efterfølgende holdt det for sig selv,« citeres Åge Hareide blandt andet for at have sagt.

Landstræner Åge Hareide i selskab med sin trænerassisten Jon Dahl Tomasssen under EM-kvalifikationskampen mod Irland mandag aften.
Landstræner Åge Hareide i selskab med sin trænerassisten Jon Dahl Tomasssen under EM-kvalifikationskampen mod Irland mandag aften. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sportsredaktøren på Dagbladet, Frederik Økstad Sandberg, lægger ikke skjul på, at han er imponeret over Åge Hareides resultater med det danske fodboldlandshold.

»I perioden her har han leveret nogle fantastiske resultater. Jeg opfatter ham som en meget professionel træner. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi nordmænd undrer os over, at han ikke skal fortsætte som landstræner i Danmark. Det er jo vores helt klare opfattelse, at han har været en succes,« siger Frederik Økstad Sandberg.

Synspunktet bakkes op af Eystein Thue, der er ansat som fodboldchef på TV2 i Norge.

»Hareide er meget populær heroppe. Han skaber stadig overskrifter i Norge, selvom det er nogle år siden, han sidst var ansat som træner i en af vores klubber. I forbindelse med Norges EM-kvalifikationskamp (mandag, red.) mod Malta, havde vi Egil 'Drillo' Olsen i tv-studiet. Her roste han Hareide til skyerne,« siger Eystein Thue.

Åge Hareide sammen med Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite efter det danske fodboldlandshold mandag aften havde sikret sig kvalifikation til EM 2020.
Åge Hareide sammen med Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite efter det danske fodboldlandshold mandag aften havde sikret sig kvalifikation til EM 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han kan godt forstå, at Åge Hareide har reageret kraftigt mod afskedigelsen.

»Måden, han fik det at vide på, var efter min mening ikke specielt imponerende. Jeg har set, hvordan han opførte sig efter sidste dommerfløjt mod Irland. Hans reaktion var noget mere afmålt, end da han førte Danmark frem til VM 2018 (i Rusland, red.). Min umiddelbare tanke er, at det kan have en sammenhæng med den proces, han har været igennem,« siger Eystein Thue.

Den tidligere norske landsholdsspiller Jan Åge Fjortoft, der i sin aktive karriere blandt andet repræsenterede Sheffield United og Eintracht Frankfurt, kan godt se Åge Hareide blive norsk landstræner igen.

»Hvis Lars Lagerbäck ønsker at fortsætte i jobbet, skal han gøre det. Men skulle han takke nej, er det indlysende, at Åge Hareide bør blive ny norsk landstræner. Det arbejde, han har udført med det danske landshold, er imponerende,« skriver han i et opslag på Twitter.

Eystein Thue mener, at Åge Hareide er kvalificeret til jobbet, der bliver ledigt, hvis Lars Lagerbäck vælger at afslå det norske fodboldforbunds stående tilbud om kontraktforlængelse.

»Det kommer til at afhænge af, om Hareide vil være motiveret til et comeback. Til gengæld tror jeg ikke, man kommer til at se ham træne en norsk Eliteserie-klub igen. Efter min mening vil han være attraktiv at have som træner i langt større og bedre ligaer,« siger Eystein Thue.

Frederik Økstad Sandberg har intet bud på, hvad Åge Hareide skal beskæftige sig med, når hans kontrakt som dansk landstræner udløber efter EM-slutrunden.

»Han er bestemt et kvalificeret alternativ til Lagerbäck. Nu må vi se. Men mon ikke han under alle omstændigheder har lyst til et nyt trænerjob,« siger han.