Viaplay-Norge er havnet i noget af et stormvejr efter en kontroversiel samarbejdsaftale.

For fredag offentliggjorde Premier League-rettighedshaveren en ny ambassadør for den bedste engelske række. Og selvom han er en prominent herre, er det ikke faldet i god jord hos alle.

Det skriver norske VG.

Superstjernen Erling Haaland skal nemlig være ambassadør for den række, han selv spiller i. Det skal han være hos en rettighedshaver, hvor hans egen far er ansat.

På den måde er det simpelthen umuligt at dække et produkt journalistisk, mener presseekspert Gunnar Bodahl-Johansen. Det bliver et miskmask af for mange interesser.

»Hvis det er sådan, at Viaplay har en målsætning om at være et uafhængigt, redaktionelt produkt og en kanal, så kan de ikke indgå den type aftaler,« siger han til VG.

I sommer skiftede Erling Haaland fra Borussia Dortmund til Manchester City. I foråret fulgte et kamerahold fra netop Viaplay ham i øvrigt i forbindelse med skiftet til verdens mest eksponerede liga.

Den 22-årige bomber skal være ambassadør for Premier League i ni lande – herunder Norge og Danmark, og hans far, Alf-Inge Haaland, som selv har spillet i Manchester City, skal være ekspert på tv i forbindelse med Premier League-dækningen.

Chef hos Viaplay Norge, Kristian Oma, var godt klar over, at aftalen ville blive problematiseret.

Men det mener han ikke, at der er grund til.

»Hvis nogen har problemer med at skelne mellem det kommercielle og det redaktionelle, så er det deres problem. Vi kan forsikre om, at vi i hvert fald kender forskellene og styrer efter det,« siger han også til VG.

Premier League blev skudt i gang i fredags. I Danmark har Viaplay rettigheder til ligaen frem til 2028.

B.T. har selv et videosamarbejde med Viaplay-group.