Norges stjerneangriber Erling Braut Haaland og resten af de norske VM-debutanter fik en vigtig sejr i deres åbningskamp mod Irak.

Men hvis Norge skal gøre sig forhåbninger om at nå langt i fodboldturneringen, skal nordmændenes spil løftes et par niveauer.

Det siger Haaland efter 4-1-sejren natten til onsdag dansk tid i USA.

- Det er ikke let at debutere i VM. Der er mange følelser og nerver. At vinde 4-1 på en middelmådig dag ved alles VM-debut er stort og fantastisk, og jeg er stolt af dem allesammen. En god start, siger Haaland til TV 2 Norge.

- Det her er det sværeste, man kan gøre. De næste kampe bliver meget hårdere end denne. Vi skal spille endnu bedre, tilføjer Haaland ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den 25-årige nordmand sørgede selv for to mål i sejren over Irak.

Norge kvalificerede sig til VM i suveræn stil med maksimumpoint for otte kampe og en målscore på 35-7. Det er Norges første VM-slutrunde i 28 år.

Erling Braut Haaland scorede 16 mål i otte kvalifikationskampe, hvilket er dobbelt så mange som nogen anden spiller i Europa, skriver Reuters.

Norges landstræner er enig med Haaland i, at Norges spil skal løftes til de næste kampe i gruppe I, hvor Senegal og Frankrig venter.

- Det var en ujævn kamp fra vores side. Vi fik ikke bolden spillet hurtigt nok rundt, og Irak var meget velorganiseret, siger Ståle Solbakken ifølge nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/