Norsk fodbold har udsat spørgsmålet om en eventuel boykot af VM i Qatar med tre måneder til 20. juni.
Det blev søndag besluttet på et digitalt møde i Norges Fodboldforbund (NFF).
Flere topklubber fra Eliteserien har de seneste uger opfordret NFF til at boykotte slutrunden i Qatar, efter at VM-værten har fået kritik for behandlingen af landets gæstearbejdere.
I februar opgjorde avisen The Guardian, at 6500 gæstearbejdere i Qatar har mistet livet, siden ørkenstaten i 2010 blev tildelt værtskabet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
En boykot ville betyde, at Norges landshold ikke skulle deltage i den forestående VM-kvalifikation. Samtidig vil norsk fodbold formentlig lide et stort økonomisk tab.
NFF har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling 20. juni, hvor en boykot er på dagsordenen. Indtil da skal et udvalg belyse konsekvenserne af en eventuel boykot.
/ritzau/NTB