Eliteserien oplevede i 2018 et fald på 12 procent og har nu færre tilskuere end den danske Superliga.

Færre tilskuere valgte i den forgangne sæson at tage ud og se kampene i Norges bedste fodboldrække.

Nedgangen på tribunerne endte på 12 procent, så tilskuergennemsnittet var på 5865 per kamp i Eliteserien.

Mesterklubben Rosenborg med Nicklas Bendtner og Mike Jensen i truppen var blandt de hold, der må konstatere, at færre tilskuere kommer til klubbens kampe.

Det samme var tilfældet for blandt andre Brann, Vålerenga og Molde. Seks klubber havde fremgang.

Leif Øverland, der er administrerende direktør i Norsk Toppfotball, er skuffet over tallene. Han peger på en hård vinter og en tidligere turneringsstart som hovedårsager til faldet.

- Vi er naturligvis ikke glade for nedgangen, men samtidig skal vi være glade for, at så mange overværer kampene hver weekend.

- Fodbold er klart den største publikumsidræt i Norge, og vi er privilegerede over, at så mange kommer og ser på, siger Leif Øverland.

I den danske Superliga har der de seneste sæsoner også været et fald i antallet af tilskuere. I sidste sæson endte gennemsnittet per kamp på 5880 - altså 15 tilskuere mere end Eliteserien i snit.

I denne sæson er der foreløbig fremgang med et tilskuergennemsnit på 6424 per kamp i Superligaen, men det kan dog givet et skævt billede, da der blot er afviklet 18 spillerunder af sæsonen.

/ritzau/NTB