De kæmper fortsat med skader til store profiler i FC København.

Ligesom det var tilfældet i fredags mod Silkeborg IF, sidder den måske største profil af dem alle, Mohamed Elyounoussi, for eksempel også ude af københavnernes Champions League-brag mod Borussia Dortmund tirsdag.

Klubben meddelte ellers i sidste uge, at man forventede nordmanden klar i denne uge, men det bliver altså ikke til tirsdagens opgør.

Elyounoussi var ikke med ved mandagens træning i Parken, hvor kun 16 markspillere var i stand til at deltage. Og efterfølgende blev han meldt ude af opgøret.

Siden opgøret mod Silkeborg har FCK-træner Jacob Neestrup også frasorteret brasilianske Robert Silva, som ellers spillede fuld tid i fredagens nederlag.

På FCK's hjemmeside står han på en liste over spillere, der er ude på grund af "skader eller dosering".

På den liste er også Thomas Delaney og Andreas Cornelius, som har været fraværende på grund af skader den seneste tid, mens Rodrigo Huescas og Magnus Mattsson er ude for sæsonen.

På mandagens pressemøde ville FCK-træner Jacob Neestrup ikke uddybe de enkelte spilleres situation. Men nogle af navnene giver sig selv.

- Der er nogle på den liste, som helt åbenlyst er skadede. Så er der nogle, som måske kunne have spillet, men den chance vælger vi så ikke at tage. Så er der forhåbentlig to-tre tilbage på den liste, som er tilbage til søndagens kamp mod Viborg, siger Neestrup.

FCK møder Dortmund tirsdag aften klokken 21.00 i Parken.

/ritzau/