'Jeg tror, at han forsvinder fra Trondheim, så snart det er muligt.'

Så klar i spyttet er Birger Løfaldli, der er fodboldkommentator på norske Adresseavisen. Den seneste tid er kommet som en våd klud i hovedet for Nicklas Bendtner, hvis dage i Rosenborg meget vel kan være talte.

'Jeg tror, at situationen er ødelæggende for hans tid her i Trondheim. Jeg tror ikke, det går over, medmindre der sker en dramatisk ændring. Sandsynligvis er Bendtners tid i Trondheim ovre,' skriver Birger Løfaldli i en e-mail til B.T.

Bendtners hårde tid kulminerede i weekenden, da han ikke engang var udtaget til Rosenborgs trup til kampen mod Lillestrøm i Eliteserien. Danskerens fravær skyldtes ikke en skade. Weekenden før var Bendtner udtaget til kamp, men han fulgte hele forestillingen fra bænken, og den 1. maj var han heller ikke en del af truppen til pokalkampen mod Rørvik.

»Jeg forstår ikke noget af vragningen. Jeg er i god form og arbejder hårdt. Men jeg har ikke snakket med træneren, så jeg kender ikke årsagen til, at jeg ikke spiller,« har Bendtner sagt til Adresseavisen, men Rosenborg-træner Eirik Horneland ønsker ikke at udtale sig om Bendtners specifikke situation.

Siden trænerens tilgang er det gået ned ad bakke for Bendtner.

Birger Løfaldli har dog et bud på, hvorfor Horneland ikke udtager Nicklas Bendtner.

'Jeg tror, det skyldes, at han er i for dårlig form. I den kampform, Bendtner er i nu, passer han ikke ind på holdet, som Eirik Horneland ønsker at spille med. Samtidig tror jeg, at det er vigtigt for Horneland at sende et signal til resten af truppen om, at det er præstationer her og nu og ikke navn eller meritter, som tæller i dagens Rosenborg-trup,' skriver fodboldkommentatoren.

Faktisk er det gået så skidt med Nicklas Bendtner på det seneste, at Rosenborg-formanden Ivar Koateng har åbnet op for, at danskeren kan sælges.

»Vi ved aldrig hvordan, det udvikler sig. Men der er nok en sandsynlighed for det. Vi sælger spillere i hvert vindue, og dette er det sidste for Bendtner,« sagde han til NRK, skriver Adresseavisen.

Bendtner, der har konktraktudløb 31. december i år, virker dog ikke som en mand, der er interesseret i at skifte. Bl.a. har han skrevet på sociale medier, at han holder utrolig meget af Rosenborg og håber på snart at kunne hjælpe holdet igen.

Også holdkammerat og anfører i Rosenborg Mike Jensen ser sort på Bendtners situation og mener, at han har brug for hjælp.

Nicklas Bendtner kom til Rosenborg for to år siden fra Nottingham Forest i Englands næstbedste række.
Nicklas Bendtner kom til Rosenborg for to år siden fra Nottingham Forest i Englands næstbedste række. Foto: TERJE PEDERSEN
Vis mere

»Den (Bendtners situation, red.) er ikke særligt god. Så nu bliver det vores job at forsøge at få Nicklas op igen, så han kan holde fokus på fodbolden og holde humøret oppe,« siger Mike Jensen til Adresseavisen.

På trods af problemerne med at få spilminutter har danskeren dog stadig et godt ry blandt klubbens tilhængere.

'Jeg opfatter stadig, at han er vellidt blandt klubbens fans, men samtidig tror jeg, at mange er skuffede over hans udvikling. Men jeg tror ikke, at der er noget, som fansene hellere vil end at se ham slå tilbage, spille sig ind på holdet og præstere igen,' skriver Birger Løfaldli.

Nicklas Bendtner havde ikke verdens bedste optakt til den norske sæson med en måned i fodlænke hjemme i København i perioden, hvor Rosenborg-træner Eirik Horneland tiltrådte. Men han skulle angiveligt alligevel være kommet til Trondheim i topform efter masser af personlig træning.