Nicklas Bendtner har svigtet – men det har Rosenborg også.

'En slags misforstået venlighed ser ud til at være årsagen til, at drømmekøbet er endt, som det er,' konkluderer den norske forboldekspert Birger Løfaldli.

Hans analyse falder i Adresseavisen, der torsdag var det medie, der kunne afsløre, hvorfor den danske angriber er endt ud i kulden i sin norske klub.

Her blev det grundigt fortalt, Nicklas Bendtners holdkammerater ikke længere kunne acceptere den særbehandling spilleren har fået i klubben i de seneste to sæsoner – slet ikke når præstationerne på banen ikke berettigede til det.

Det drejer sig blandt andet om sponsoraftaler og hyppige ture til København – alt sammen krydret med en voldsdom.

Ifølge Birger Løfaldli har Rosenborg-ledelsen dog ikke gjort deres forarbejde godt nok, da underskrifterne blev sat på kontrakten tidligt i 2017.

'Meget taler for, at RBK-ledesen allerede var blevet så forblændet af at have fået halet kontrakten med den danske stjerne i land, at de glemte at lægge en god strategi for at få det maksimale ud af handlen,' skriver Birger Løfaldli:

'For sådan som denne historie har udviklet sig, er det ikke bare Bendtner, der har svigtet. Det samme har klubbens ledelse. Bendtner har ikke fået den behandling, som en type som ham fortjener.'

»For sådan som denne historie har udviklet sig, er det ikke bare Bendtner, der har svigtet. Det samme har klubbens ledelse. Bendtner har ikke fået den behandling, som en type som ham fortjener,« skriver Birger Løfaldli.
»For sådan som denne historie har udviklet sig, er det ikke bare Bendtner, der har svigtet. Det samme har klubbens ledelse. Bendtner har ikke fået den behandling, som en type som ham fortjener,« skriver Birger Løfaldli. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

Den norske ekspert mener ikke, at Nicklas Bendtner har fået 'tydelige rammer og grænser' for, hvad der ville blive accepteret.

Både uden for og på banen, hvor han eksempelvis pressede og løb meget mindre end holdkammeraterne.

'Det er ikke sådan, at alle i en gruppe skal behandles ens. Tværtimod. Hvis Bendtner havde præsteret på topniveau, slidt til træning og løftet sine holdkammerater til et nyt niveau, kunne det være, at de mange rejser ud af landet og specialbehandlingen havde været spiselig,' skriver Birger Løfaldli:

'Jeg tror, at Bendtner ville have sat pris på klare rammer. De allerfleste ønsker at få sat tydelige krav.'

I klummen retter Birger Løfaldli også fingeren mod Rosenborgs sportsdirektør, Stig Inge Bjørnebye, der har været konstanten i den sportslige ledelse i klubben i løbet af Nicklas Bendtners godt to år i kluben under trænerne Kåre Ingebrigtsen, Rini Coolen og Eirik Horneland.

'Med tanke på Bendtners fortid, hvad blev der så sat i værk for at undgå, at tiden i Rosenborg skulle ende som i flere af hans tidligere klubber?' spørger han.

Og Adresseavisens ekspert konkluderer, at Nicklas Bendtner er borte i løbet af 'få uger':

»Nu handler det om at få så lykkelig en skilsmisse på plads, som det er muligt,' skriver Birger Løfaldli.