Erling Haaland og den tidligere superligaangriber Alexander Sørloth scorede to mål hver i Norges sejr mandag.

Det norske fodboldlandshold råder over en særdeles kompetent angriberduo.

Det blev illustreret mandag aften, hvor stortalentet Erling Haaland og den tidligere superligaangriber Alexander Sørloth begge scorede to gange. Det skete i Norges 5-1-sejr over Nordirland i Nations League.

Og duoen var også godt tilfreds efter opgøret.

- Det fungerede rigtig godt. Sørloth og jeg hyggede os i dag, siger Haaland.

Den 20-årige angriber, der til daglig spiller i tyske Dortmund, stod foruden sine to scoringer også for et oplæg til angrebskollegaen.

- Der er et rigtig godt samarbejde mellem os, og vi tænker meget ens. På det sidste mål behøvede Erling slet ikke at kigge op. Han vidste, jeg var der. Det er dejligt at have sådan en makker, siger Alexander Sørloth.

Sørloth har en fortid i FC Midtjylland, hvorfra han i januar 2018 skiftede til Premier League-klubben Crystal Palace. Her blev det ikke til den store succes, men han har nu fået karrieren på ret køl i tyrkiske Trabzonspor.

I den forgangne sæson blev han topscorer i ligaen med 24 mål.

Norges sejr mandag aften over Nordirland var tiltrængt efter et skuffende 1-2-nederlag til Østrig om fredagen. Fjerde og sidste hold i Norges Nations League-gruppe på niveau B er Rumænien.

Der venter Norge et vigtigt opgør i oktober. Her møder holdet Serbien i en playoff-semifinale om kvalifikation til det udskudte EM næste år.

Bliver det til sejr over Serbien, skal nordmændene i november møde enten Skotland eller Israel i en playoff-finale om EM-kvalifikation.

- Vi fik noget selvtillid frem mod vores Serbien-samling, lyder det fra Alexander Sørloth efter mandagens storsejr.

/ritzau/NTB