Ståle Solbakken har besluttet sig. Han har sagt nej til posten som norsk landstræner, selvom det har været svær beslutning.

FC Københavns norske manager fortæller til VG, at det ikke var nogen nem beslutning, og han var så langt i processen, at han har haft flere møder med den nationale fodboldforbund for, at parterne kunne snakke sammen.

»Jeg har haft ondt i maven i 14 dage på grund af denne her situation. Jeg har haft to møder med NFF (Norsk Fodbold Forbund, red.), og jeg valgte at stoppe det nu, fordi jeg aldrig fik den gode fornemmelse i maven af, at det her var værd at gå videre med,« siger nordmanden til den norske avis.

Ifølge avisen skal Solbakken have forsøgt at strække sig langt for at finde en løsning, men til sidst blev det afgørende, at han ikke kunne sige ja tak til jobbet nu. Han har hele tiden selv gjort det klart over for forbundet, at man også burde holde kontakten til andre kandidater varm.

»Vi har aldrig diskuteret løn, så langt kom vi ikke. Jeg har 18 måneder tilbage af kontrakten med FCK, og den mulighed i øjeblikket ville være at begynde i jobbet i sommeren 2018. Efter at have tænkt frem og tilbage fandt jeg ud af, at det ikke var en optimal løsning for nogen af os,« siger nordmanden, som har det norske fodboldforbunds favorit til landstrænerposten.

Dermed er vejen åben for amerikaneren Bob Bradley, som åbenlyst har givet til kende, at han er interesseret i jobbet, efter han blev fyret fra managerposten i Swansea. En anden kandidat, som er i spil, er den tidligere Manchester United-angriber Ole Gunnar Solskjær, ligesom den tidligere AaB-træner og landstræner for Sverige, Erik Hamrén, også er en kandidat.

Nils Johan Semb, elitefodboldschef i NFF, vil ikke sige så meget mere om Solbakkens nej:

»Jeg har ingen yderligere kommentarer udover det, som jeg meldte ud i sidste uge. Vi er nu i en fase, hvor vi har samtaler med flere kandidater, men vi er endnu ikke kommet så langt, at vi er klar til at gå i forhandlinger med en kandidat,« har han skrevet i en sms til VG.

Ståle Solbakken forventes at møde ind sammen resten af FCK-truppen til årets første træningsdag torsdag i Parken.

Andre læser også